Lørdag, den 6. juli 2002
Ane: Det var en hård tur. Jeg fik det bedre efter frokost ude på gårsdagens vandretur. Maven havde godt af noget føde.
Vi stod op kl. 4 næste dag, for at nå til Machu Picchu ved solopgang. Kontoret havde bare glemt at fortælle os, at vi skulle have lommelygte med, ligesom de havde fejlinformeret os om at vi ikke behøvede at have håndklæder med til badet. Lidt træls. Jeg nød turen, jeg havde fået lidt i maven og var selvfølgelig træt, men OK.
Claus havde det ikke spor bedre, så jeg måtte give ham en hånd hver gang det gik op ad. Det var en hård omgang for ham. Turen var utrolig smuk. Der var buldermørkt i starten. Så kom måneskinnet og man kunne se hvordan skyerne hang lavt under bjergtoppene - specielt. Så kom lyset, ret hurtigt egentligt, og fuglene sang dagen velkommen.
Solopgangen nåede vi jo overhovedet ikke. Den 1½ times lange tur, tog os 3-3½ time. Men det gjorde nu ikke noget, for det havde vist været overskyet ved solopgang. Machu Picchu var fantastisk, velbevaret og med en udsigt der kunne tage vejret fra en.
Guiden brugte 2½ time på at vise os rundt, hvilket var utroligt hårdt, da vi ikke havde haft tid til at hvile og få en kop te eller andet. Vi prøvede desperat at finde hvile da vi var færdige.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, hvilket jo var skønt, lige bortset fra at vi ikke kunne finde skygge. Vi lå lidt i solen og slappede af, men det blev for varmt. Jeg havde smidt sko og sokker og gik på bare tæer tilbage til restauranten. Der mødte vi nogle andre danskere som vi snakkede med.
Klokken var kun 11 eller 12 og vi skulle først af sted kl. 16 (det viste sig så at blive kl. 17.20 i stedet) så vi skulle jo have tiden til at gå.
Jeg blev stukket på mine fødder så de senere blev hævede og ømme, og det skulle vise sig at tage 3-4 dage før de blev normale igen.
Claus kvikkede op og fik lidt appetit og efter at have tilbragt en del timer i byen Anguas Calientes for foden af Machu Picchu, kom vi endelig hjem. Kl. 22 lå vi vores senge og var godt trætte.