Fredag, den 5. juli 2002
Claus: Vores 2-dages Inka-trail skulle starte tidligt. Guiden ville hente os mellem kl. 5.45-6.00 om morgenen, så vi stod op kl. 5. Forvirringen var total. Ingen af os havde det super godt, vi skulle have pakket til turen og lagt resten i depot. Vi nåede det, men var stressede, da vi sad i hotellets cafe og ventede på guiden. Og ventede. Efter en ½ time, var vi ved at tro, at vi var blevet snydt, men så kom guiden og fortalte at de lige straks var klar. Bare lige en ½ time mere.
Vi kom af sted kl. 7.15 og var godt mugne, da vi eksplicit var blevet bedt om at være præcise. Det var træls at vente 1½ time så tidligt om morgenen. Vores tilstand var ikke optimal. Jeg havde diarre her til morgen, det samme havde Ane, så vi tog begge stop-piller. De virker, men det har den omkostning, at bakterierne jo bliver i maven og det skulle vise sig at betyde en del for mig for turen.
Nu kunne man med rette sige at det var dybt åndssvagt at kaste sig ud på en krævende Inka-trail med dårlig mave og afkræftet krop. Det var det også. Vi kunne havde taget toget hele vejen, men for det første var vi raske da vi bestilte turen, og for det andet er Mahu Picchu noget, der skal opleves. Så på med vanten!
Vi blev kørt i mini-bus til 82 km stenen, ca. 2 timer fra Cuzco, hvor den normale 4-dages Inka trail startede. Vi fortsatte med tog til byen Chachabamba, hvor vores vandring skulle begynde. Med på turen var 4 unge amerikanere, som var ret hyggelige og tålmodige med vores dårlige dagsform.
Vandreturen på førstedagen var estimeret til 3-3½ time. Vores udgave tog godt 5 timer! Det var smukt, men slidsomt. Min mave gav kramper og jeg svedte tran. Ane var ved at besvime flere gange på grund af tom mave. De fire amerikanere smuttede selv forud, mens guiden tålmodigt fulgte vores færd.
Turen var bjergtagende, på stenstiger, trapper, forbi vandfald, rundt om bjerge og med mange hvil. Det værste var dog at gå op ad trapper, hvilket desværre er et "must" i bjerge. Da vi endelig nåede vores hytte var jeg helt udmattet. Rystende af kulde lagde Ane mig i sovepose og jeg kom kun op for at spise varm suppe til aftensmad.
Vi sov i en fællesstue med plads til 20-30 backpackers. Der var et koldt bad og kun et toilet. Til gengæld havde de en hyggelig og lun restaurant. Stemningen var høj og folk hyggede sig. Imens sneg jeg mig tilbage i seng.
Udenfor vores hytte lå de lokale indianere, der fungerede som bærere. De lavede selv mad og måtte sove under tæpper ude i det fri. Puha, det måtte være en kold oplevelse.