Lør-Søn den 25.-26. oktober 1997 - Skrevet af: Claus Jepsen
Det er ikke til at tro, at man er her. Pludselig på den anden side af jorden. Men varmen, den trykkende fugtige luft og de stærke farver, får mig til at indse, at jeg er her.
Rejsen startede i Kolding. Efter at have sagt farvel i telefonen til mor - var jeg klar. Taxa'en kom i god tid, så jeg var på banegården i godt en halv time, hvorefter jeg i et totalt overfyldt weekendtog, kunne drage mod Københavnsstrup. Efter et togskift og en interessant samtale med en mejeri-ingeniør, ankom jeg til hovedbanegården. I Thailand er næsten alle mejerier bygget af danske firmaer, lærte jeg. Og det skulle ikke være det sidste vi så til dansk indflydelse.
Hovedbanegården var selvfølgelig overfyldt sådan en fredag aften. DSB's succes, gør det næsten til indiske tilstande. Efter lidt søgen fandt jeg en lufthavnsbus og var i udenrigsterminalen en time før check-in. Da jeg vidste at Sus og Lise ville komme omkring kl. 19.00, satte jeg mig med en kop chokolade i Karen Blixen cafeen. Hvad jeg ikke vidste var, at Sus stod lige bag mig i køen - tænkende på, om det måske var mig, der var Claus. Kort efter kom Lise og hilste højtråbende på Sus, og så havde jeg fundet mine rejsepartnere. Efter en fadøl's tid arriverede Rita og Søren. Efter lidt whiskey-indkøb i udenrigsgården, besteg vi Austrian Airlines meget trange charterfly, hvor folk med korte ben, trivedes bedst. Ved min side sad en pensioneret svensker, der på sin skånske dialekt underholdte mig med sine rejseerfaringer med AeroFlop fra en Bangkok-tur tidligere på året. Det havde taget 48 timer med 9 timers venten i Moskva og 2½ times ventetid i Delhi lufthavn - uden aircondition. Ingen god anbefaling. Sammen med et stort antal Thai'er og Vietnamesere og vestlige turister, ankom vi ved 22-tiden til Wien.
Jeg tror vi var det eneste fly den nat. Alt var lukket og der sad kun passagerer til det ene fly. Så endelig ved midnat lettede vi i en Boeng 767 fra Lauda Air (jeps, Niki Lauda himself var på evalueringsbrochuren). Det var et fly man kunne rejse i. Der var rigtig god plads, 12 radiokanaler og biograf-lærred, hvor der ind imellem et par kedelige 50'er film konstant blev vist oplysninger på et landkort over position, fart og temparatur. Det er lidt facinerende at følge med i, at man passerer Tyrkiet, Iran og Indien på vej til Bangkok. Vi fik aftensmad klokken halvto om natten og faldt derefter hurtigt i søvn på den udleverede hovedpude og det lune Lauda Air -tæppe.
Klokken var fem, da vi røg ind i noget turbolens og sikkerhedsbæltet skulle spændes. Der var nu ikke noget videre uvejr. Det skulle senere vise sig, at det kunne blive værre på den efterfølgende flyvetur. Omkring 6-7 tiden kom der liv i flyets passagerer. Morgenmaden var på vej og ud af mit vindue kunne jeg se Ganges snog sig gennem Indiens kæmpe areal og i det fjerne nyde synet af Himalaya-bjergene og Mount Everest. Man skulle lige gnide øjnene - sad jeg virkelig og så det her, eller var det bare TV? Nej, den var god nok. Flyet her var på vej mod Ho Shi Mihn (Saigon) i Vietnam og lidt over 10-tiden om formiddagen, landede vi i Bangkok lufthavn. Her fik vi at mærke den thailandske effektivitet. Inden vi nåede igennem paskontrollen, der var som alle andre steder, stod bagagen på båndet, klar til afhentning. Det samme oplevede vi på indrigsruten, hvor vi efter et par timers ventetid i VIP-loungens bløde stole, kunne placere vore dertil indrettede i de bløde sæder på 'Royal Executive Class'. Her var næsten en stewardesse per mand, aviser, drinks og usædvanlig stærk mad. De propper chilipebber i alt - men frugt og ris hjælper lidt på ilden i munden.
Udenfor i natten var ilden også løs. Vi fløj simpelthen lige ind i et gigantisk lyn- og tordenvejr, der fik mig til at huske en dansk F16'ers forlis, efter at være ramt af et lyn. Det så flot ud og er et daglig (eller nærmere natlig) fænomen, der opstår her i overgangen mellem monsumen. Vi kan faktisk se at skyerne bygger sig op i et utroligt tempo, i løbet af dagen, det er ret vigtigt at følge med i, når man lever på et skib.
Vi landede sikkert i Phuket lufthavn kl. 21.00 (efter at have korrigeret for de 6 timers tidsforskel) og fik en minibus til at køre os en 45 minutters tur til Chalong Bay. Her skulle vi finde Jimmy's Lighthouse, en herlig bar/restaurant for sejlere. Faktisk skulle Karsten have hentet os i lufthavnen, men da han ikke var der, blev plan 2 taget i brug: At Karsten ville vente på os i Jimmy's Lighthouse. Det gjorde han nu ikke og en time senere, hvor regnen stod i stænger, og vi var igang med en øllerne, kom en lettere chokeret Karsten, med forbindinger og forslået krop. Han havde lejet en motorcykel for at køre til lufthavnen og møde os. Men et hul i vejen, satte en stopper for den plan. Karsten røg forover, styrthjelmen røg af og enden blev at Karsten måtte en tur på skadestuen.
Kort efter ankom Børge, Peter og Rikke, så vi nu var fuldtallige. De havde taget turen til Bangkok nogle dage forinden og havde kørt med bus til Phuket. En lidt for spændende tur i høj fart, hvor Børge i 10 sekunders uopmærksomhed fik stjålet al sit kameraudstyr. Humøret var dog i god behold og de tre havde boet på luksus-hotel hos en fjern bekendt. Vi drak nogle gode, kolde øl. Spillede lidt pool og spiste en sandwich, inden vi ved midnatstid vandrede nedad stranden til de lejede bungalows, der skulle være vores ly for natten. Standarden var ikke for høj, men det var ok at sove i og toilet og bad var brugbart. Sidste uges hold havde haft dårlig mave, så vi var omhyggelige med malariepillerne og idoformerne.