Fredag, den 28. juni 2002
Ane: Go ' morgen! Klokken var 7.30 da vi vågnede. Sjældent havde jeg sovet så længe! Vi gik i brædderne kl. 20 i går. Vi kunne simpelthen ikke holde os vågne et sekund længere. Tolv timer senere var vi udhvilede, omend en smule tunge i hovedet. Jeg var ved at få spat af de konstante motorlyde der var udenfor. Det lød som en slags kølemaskine. Hotellets air-condition larmede også, men den fandt vi da ud af at slukke.
Planen for i dag var at tage op til Sukkertoppen. Kl. 15 skulle vi med den betalte taxa til lufthavnen. Vi skulle flyve kl. 16.45. Først skulle vi ned og nyde morgenmaden i "køleskabsrestauranten" - deres air-condition var lige lovlig effektiv!
Det var en speciel dag. Vi startede med et lækkert morgenmadsmåltid i den anden restaurant af de to, til vores store tilfredshed. Ikke kun var denne mere tempereret, der var også udsigt til deres swimmingpool, hvor de ældre gæster startede dagen med en omgang vand-aerobic. Det var et meget underholdende.
Vi spiste os i den grad mætte, og var ved at revne af al den skønne kaffe vi fik. Den smagte så skønt, at vi ikke kunne få os selv til at sige nej, når tjeneren kom og fyldte op, uhm og frisk frugt og diverse mærkelige juicer. Vandmelonjuice og cashew-juice. Det var en sand nydelse!
Vi droppede Sukkertoppen, da vejret var rimeligt diset. I stedet for ville vi se en viaduktlignede bro. Vi gik dertil, men havde lidt svært ved at finde det, så vi spurgte en dame om hjælp. Hun kunne ingen engelsk, så det var med tegnsprog, og med en smule spansk/franske ord. Hun bad os følge med, og det gjorde vi.
Det var en skæg gade vi gik ad. Små, rodede butikker, farvede og beskidte huse. Hun spurgte om noget og pegede opad: Santa et eller andet? Jeg forstod ikke. Hun sagde mere og jeg nikkede bare.
Hun viste os hen til et gammelt tog/sporvogn, som kørte opad til Santa Teresa. Så det var det, jeg sagde ja til. Inden vi besluttede os for noget, tog vi lidt tilbage af vejen, for at se en kegleformet katedral, vi var gået forbi. Der var nogle fantastiske glasmosaikker at se på, ellers var den ikke noget særligt. Bortset fra formen.
Oppe ved toget prøvede vi at finde ud af, hvortil det kørte. Manden, der solgte billetter, forklarede en masse på portugisisk, og pegede på et kort, hvor ruterne var vist. Det lod til, at det kørte op til den store Kristus figur. Det var jo alle tiders, så vi hoppede om bord på det fine gamle tog.
Toget var fra 1896. Det var den første jernbane i Rio, og var en halvåben vogn med fine træsæder og manuelt gear. En charmerende størrelse! Vi kørte af sted og holdt godt fast. Det gik stejlt op af gader og stræder, og folk hoppede af og på i et væk, det var en sjov tur.
Ved endestationen forventede vi være i nærheden af Kristus figuren. Vi gik videre af den vej, som det virkede mest naturligt at følge, i forventning om skilte eller andet ville føre os til målet. Vi kom op ad en smal trappe, med små huse der lå meget tæt. Det var ikke de rige, der boede her. Så meget kunne vi da se. Det var skægt at gå rundt der, men vi følte os noget rimelig udsatte og noget malplaceret.
En fyr kom hen og sagde noget til os, der ikke lød videre venligt. Holdende godt fast om kameraet, tænkte vi, at det nok var bedst bare at vende om, og indse, at Kristus figuren ikke lå lige om dette hjørne.
Vi gik lidt nedad, og prøvede om vi kunne finde toget igen, men stod i stedet på vi en bus. Det gik stejlt nedad, og da vi var nede kom bus nr. 433 lige forbi. Det var den som vi brugte i går til hotellet og nu kendte vi rutinen: Ud med hånden, kaste sig ind i bussen i det korte sekund den stopper, og så ellers holde godt fast! Det var endda den rigtige retning.
I bussen var der en fyr, som kunne snakke tysk, og til min store forbavselse kunne jeg også snakke tysk. Jeg nåede at finde ud af, at han havde boet et år i Tyskland og studeret, inden vi skulle af.
På hotellet nåede vi en hurtig og lækker frokost, med pandekager til dessert, inden vi tog med taxa til lufthavnen. Alt klappede som det skulle, og nu var vi spændte på hvad Peru ville have at byde på!