Lørdag, den 29. juni 2002
Ane: Det har været en dejlig dag i dag. Vi tog ind til Mira Flores, som er den rige og pæne del af Lima. For at komme der ind, måtte vi på endnu en vild bustur. Busserne her var mindre og der var mange flere. Ellers fungerede det i princippet på samme måde som i Rio: hurtigt ind og holde fast, selvom de kørte knapt så hasarderet. Bilosen var uudholdelig og forureningen udtalt. Ud over chaufføren stod i bussen en mand halvt ude af døren og råbte destinationen. Ikke noget misundelsesværdigt job.
I Mira Flores kom vi i snak med en peruaner, der hed Larry og var 26 år. Han var vild med at snakke engelsk, som han flittigt lærte sig selv ved hjælp af nogle lærebøger og ved at tale med turister. Han var efterhånden blevet så god til det, at han også underviste sine venner og bekendte. Vi stod længe og snakkede i parken, hvor vi mødte ham. Der var en veteranbilsudstilling, det var egentlig den, vi var taget hen for at se.
Men som nævnt stod vi længe og snakkede med Larry. Der kom en kvindelig politibetjent til, som var en af dem han underviste. Hendes job var at gå rundt og få turisterne til at føle sig trygge. Hendes engelsk var ikke halvt så godt som Larrys, så han måtte fungere som tolk. Hun anbefalede os et marked i nærheden, og Larry tilbød at følge os derhen.
Genialt at have en personlig guide med som tolk og forhandler for os. Vi havde fortalt ham, at vi skulle videre til Cuzco, og han sagde, at det var meget koldt deroppe nu. Han havde en skotsk veninde, som var der nu, og hun havde lige skrevet og fortalt, at det regnede "cats and dogs" og var meget koldt. Æv. Så vi købte nogle huer og handsker og en taske til mig.
Vi ville gerne ned til vandet, og Larry fulgte os troligt rundt, og snakkede alt det han kunne. Vi gav en drink på en café inden, og vi fik en skøn juice. Det var smukt nede ved vandet. Desværre er det meget diset her om vinteren, så vi kunne ikke se så langt. Byen ligger højt i forhold til vandet. Der går skrænter ned til en lækker lysebrun strand, og et skønt hav med en lang brænding. Det var sjovt at tænke på, at vi dagen forinden havde forladt Atlanterhavet, og nu stod og nød udsigten over Stillehavet. Verden bliver lille når man flyver.
Vi gik videre, og kom forbi en kærlighedspark med en sjov, stor kæmpestatue af et kyssende par. "El parque del amor" hed den. Parken var ikke særlig stor, men beliggenheden var skøn. En park med sdan en udsigt, må nødvendigvis have sådan et navn. Der var bænke med kakler, med fine mønstre og små digte og navne på de forelskede par, som havde fået deres ønske opfyldt under statuen.
Derefter kom vi forbi en hundeudstilling, og tja hvorfor ikke? Der var de sødeste små hundehvalpe, og det var så det. Vi gik en anden vej hjem til den park, hvor vi mødte Larry - stadig snakkende.
Claus: I det hele taget var Larry meget talende og udadvendt. Han snakkede som et vandfald, og var ind i mellem lidt længe om at komme til sin pointe, men det var hyggeligt. Han kendte mange lokale, der "gik til engelsk" hos ham. Han solgte kopierede hæfter med engelsklektioner og øvede med dem. Vi ville give frokost, og han fulgte os hen til et sted, to blokke fra hovedgaden, hvor maden var meget billig og god.
Mens vi spiste, talte Larry i et væk, om sine digte, oplæsninger hver fredag i parken og om sine venner fra hele verden. Han skriver sammen med tidligere besøgende fra Danmark, Sverige, USA, Irland, Skotland osv. Han var meget hjælpsom, med en smuk og sober indstilling til livet og sine medmennesker. Og med en befriende latter indimellem.
Ane: Larry bor i en lejlighed med sin mor og søskende, og arbejder lidt på et blad som skribent. Hans nærmeste plan var at tage til Cuzco, hvis muligt, for at besøge den skotske pige, og derefter ville han gerne til Canada, hvor han også kender nogle. Problemet er altid at få penge skrabet sammen.
Han fortalte os også, at Peruanerne arbejdede altid og hele tiden. De er så fattige, og knokler for at få til dagen og vejen. Han var så ærgerlig over at Peru er så fattigt for, som han sagde: "Vi har alt. Et smukt land og et folk der gerne vil arbejde, og alligevel er vi så fattige". Han forstod det ikke. Han spurgte til hvor meget jeg tjener som lærer, og jeg var helt flov ved at sige det. Det er mere end han nogle sinde vil tjene. Vi fik travlt med også at fortælle om de mange udgifter vi har på skat, moms, husleje m.m.
Det var meget givtigt at møde ham, da vi ikke kunne nok spansk til en føre en samtale med de lokale, der ikke snakkede engelsk. Det var virkelig en god dag!