Det sidste år i Brørup kendte jeg en pige som jeg svigtede da jeg flyttede til Gram. For der traf jeg købmandens datter, som så svigtede mig, da jeg var inde som soldat i perioden 1951-52. Så var der balance i tingene. Min soldatertid var jeg glad for. Navnlig da vi skulle til det danske kommando i Itzehoe, Tyskland. Her fik jeg rigtig glæde af min violin, vi oprettede et soldaterorkester, hvor vi underholdt med hver lørdag aften til en weekendhytte. Vi var i Rensborg og Slesvig og spillede der for de norske soldater.
IMG: Christa og jeg mødtes kort før vi startede forretning
Efter hjemsendelsen begyndte jeg igen hos Steffensen i Gram. Det blev en tid med motorcykler. Steffensen fik forhandling af NSU, AJS og Matchless. Dengang var der noget der hed indkøbstilladelser, hvilket betød at man så kunne spare en masse penge. Jeg fik fabrikskurser og blev ret dygtig til at reparere motorcykler. Selv købte jeg en ældre NSU 250 som jeg var meget glad for. Den solgte jeg og købte en 500 cc Matchless årgang 1937, som jeg havde indtil 1958.
En pige som jeg kendte, Else, afbrød heldigvis selv vort forhold, ellers havde jeg nok aldrig fået Christa til kone og vore børns mor. Men sommeren 1956 blev jeg klar over, at jeg måtte starte for mig selv. Jeg så en annonce i avisen på et forretningslokale i Rødding til leje. Som var der en stemme fra oven der sagde, at nu var det nu, ringede jeg straks og aftalte et møde. Så kørte Christa og jeg til Rødding og snakkede med udlejeren, manufakturhandler I. C. Nørgård.
Min svigerfar, Marius Schmidt, blev sat ind i mine planer og jeg skulle få al den hjælp han formåede. Han fremstillede en ny høvlebænk og arbejdsbord til mig samt indrettede butik og værksted. Jeg har stadig den oprindelige lejekontrakt indgået med Dorette Nørgård, da I.C. var under konkurs. Lejen for butik og værksted og lejlighed på 2. sal var kr. 1.500,- altså kr. 375,- pr. kvartal. Jeg startede min forretning den 25. oktober 1956. Cykler, knallerter og motorcykel reparation. Det var spændende.
IMG: Forretningen i Østergade, hvor jeg startede som selvstændig i 1956.
Christa var de første måneder ansat hos I.C. Manufaktur, men da jeg havde held med forretningen blev vi enige om at hun skulle hjælpe mig i min butik. Det lykkedes for os. Nu syntes vi det var på tide at vi giftede os. Vi blev viet i Gram kirke den 7. april 1957. Vi var lykkelige og hen på sommeren blev vi enige om at det kunne være dejligt med et barn. Bingo! Bente blev født 14. juni 1958, Helle den 23. maj 1960 Marianne den 25. juni 1964.
Den 16. februar 1965 købte vi vort nuværende hjem på Sdr. Alle 9 af Gerda Schmidt, datter af afdøde Tandlæge Schmidt. Købesummen var kr. 65.000,-. Vi fik indrettet butik og byggede nyt værksted. Så skete det minsandten igen, Claus blev født den 16. oktober 1966.
IMG: Vi købte det tidligere posthus og tandlægebolig på Sdr. Alle 9 i 1965 for den nette sum af kr. 65.000. Posthusets gamle hestestal blev til lager og den tidligere tandlægeklinik omskabt til en moderne forretning.
Vi drev forretning i 37 år og den 25. oktober 1993 besluttede vi at holde og gik på efterløn, ASE, som vi havde indbetalt til i mange år. Nu nyder vi pensionisttilværelsen. På nærværende tidspunkt, året 2005, er vore børn i eget hjem. Bente er gift med Jens i Ålbæk. De har 2 børn, Marianne og Joakim. Helle er gift med Svend og bor i Broager. Helle har 4 børn, nemlig Rasmus, Mikkel, Marie og Sofie. Marianne er Matasbestyrer i Horsens. Hun var gift med Palle, der døde alt for tidligt. De fik 2 drenge, Kenneth og Thomas. Claus, der bor i København, er gift med Ane og venter spændt på storken til april.
Således husker jeg lidt af mit liv. Jeg skriver igen når jeg bliver 100 år.
15. februar 2005, Karl Jepsen