Etiopien - 2003 - Farvel Etiopien

Fredag, den 25. april 2003 

Morgenen startede med smuk sang fra den kristne etiopisk-ortodokse kirke i det fjerne. Snart ville sangen blive akkompagneret af den muslimske bøn, mens vi nød morgenmaden i haven hos Sophie.

Vi fik ordnet vore billeder og så pludseligt at regnen stod ned i kolossale mængder og viste en forsmag på de kommende måneders vejr. Mens vi var fascineret af regnen, kontaktede Jørgen Ethiopian Airlines for lige en ekstra gang at bekræfte vore flybilletter til hjemturen.

Det var godt tænkt for selskabet havde fjernet os fra listen med den begrundelse, at der havde været en dobbeltbooking af vore billetter, hvorfor vi nok ikke ville med. Heldigvis var der stadig plads ombord og senere på aftenen i lufthavnen måtte vi sande at der var totalt udsolgt på flyet.

Vi fik taget pænt afsked med Jørgen og takkede for en oplevelsesrig og meget positiv rejse. Sophie skulle følge os til Frankfurt for derfra at tage på familiebesøg i Colorado, Denver. Hun havde ikke været ude af landet i 7 måneder og trængte nu til at snakke om ”virkelige” problemer, såsom hvilke kabel-TV kanaler man skulle have, som hun fremlagde det med et smil på læben. Jesper og jeg satte os tilrette og forberedte os på en forhåbeligt problemfri nat, selvom kaptajnen annoncerede at vi skulle mellemlande i Cairo for at tanke op undervejs.

Desværre viste det sig at tidsplanen ikke ville holde. Da vi tog afsked med Sophie i Frankfurt var klokken lidt i ni om morgenen og det var på dette tidspunkt vi skulle lande i København. Paradoksalt nok fik vi ingen information i flyet, men et mobiltelefonopkald til Danmark bekræftede at vi først ville lande i Kastrup omkring kl. 11. Endnu en gang måtte vi blot erkende at Ethiopian Airlines er dygtige når de er i luften, men planlægning går efter Afrikansk tidsregning.

Vi landede i det regnvåde Danmark. Morgensure danskere med ”virkelige” problemer mødte os igen, og vi drømte os allerede tilbage til de glade ansigter i Addis og deres ”Hello Mister!”.