Torsdag, den 17. april 2003
Vi kom tidligt op, blot for at konstatere at der stadig ikke var kommet vand i hanerne. Det blev derfor en nødtørftig vask, inden vi gik ned til cafe ”Le Notre” for at møde vores arrangør Gebru. Han ankom på klokkeslæt og vi kørte ud til den nye lufthavnsterminal.
For at være helt sikker på at få plads, var vi blevet anbefalet at foretage check-in mindst to timer før afgang. Vi sad derfor og fik lidt morgenmad i den helt nye og flotte terminal. Toiletterne blev rengjort ofte og var i topklasse. Det var da i det mindst en god ting, da jeg netop i dag var begyndt at skulle trækkes med feriemave
Flyveturen var fin og varede en time. Vi fløj med et moderne Fokker 50 propelfly, som også Mærsk bruger på deres ruter i Skandinavien. Flyet var fyldt og der var såmænd også udmærket servering undervejs. Udsigten var interessant og blev endnu bedre da vi nærmede os Lalibela. En stor kløft åbnede sig under os og gav lidt variation i det brune og meget tørre landskab. Landingen gik fint og udenfor ventede den meget nye Lalibela lufthavn og en varmere temperatur. Det var omkring de 30 grader, men føltes ikke ubehageligt da luften var tør.
Det var en spændende køretur i minibus fra lufthavnen og indtil Lalibela. Her kunne vi se landmænd pløje markerne bag to okser, små lerhytter og hyrder. Selve byen virkede ikke stor og vi stoppede stort set i centrum ved en af de statsejede hoteller, ”The Seven Olives”.
Byen havde fået elektricitet for ti år siden og havde også indlagt vand. Deres lokale supermarked, fotobutik og telefon service lå i små huse og var ikke af høj standard, men de var der.
Selvom prisen på hotellet svarede til det vores arrangør havde fortalt os, følte vi alligevel at der blev taget godt fat. Vi måtte betale 234,95 birr pr. person for to dobbeltværelser med privat bad, svarende til $25. Til sammenligning kan man få et værelse fra $100 på Hilton og fra $150~200 på Sheraton i Addis Ababa.
Vi havde dårligt skrevet os ind, før en lokal guide bød sig til. Han dokumenterede at han var autoriseret guide og understregede, at han ikke ville snyde os. Hans ihærdighed havde også en årsag. Han ville have 50 Birr pr. mand for at vise os rundt denne eftermiddag og næste dags formiddag. Hertil skulle så lægges 100 Birr til kirken, for overhovedet at komme ind på kirkeområdet.
Vi fik ham handlet ned til 40 birr pr. mand, da flertallet af os mente, at det nok alligevel ville være mest gavnligt at have en guide på turen. Guiden introducerede os for en hjælper, der ville bære vore støvler fra kirke til kirke, idet man ikke måtte bære fodtøj indeni kirken. Han skulle have 10-20 birr for sin ulejlighed. Vi gav ham 10 birr. Det er trods alt en hel dagsløn i Addis Ababa, som han her scorede på at slæbe støvler i par gange i to timer.
Man må blot erkende at de forstår at ”malke” turisterne her, det er blot ikke alle der får gavn af dem. På vej ned til kirkerne, der ligger i udkanten af byen, mødte vi mange tiggere. Det var små søde børn, der lige havde lært at sige ”Hello” og række hånden frem, til misdannede og syge mennesker, der så uhyggelige ud. Vi gav til nogle, men måtte endnu engang erkende at vi ikke kan redde alle.
Fluerne var en anden følgesvend i den 30 grader varme sol. Vi måtte konstant vifte dem væk med vore kasketter, der så ikke kunne skygge for den skarpe sol. Solcreme med høj faktor er absolut nødvendig her. Vi kunne også mærke at vi stod foran regntiden, for her var utroligt tørt og man kunne næsten smage støvet.
Fluerne var dog ingenting for os, når man så de små usoignerede børn, der ikke blev tørret efter at have besørget sig, her er jo ikke meget vand. De var fulde af fluer i øjne og ører som vi så tit har set det i TV. Alligevel var det smilende og søde at ”snakke” med.
Vi startede med at besøge den største af de elleve kirker på dagens program. Fælles for alle kirkerne er at det er hugget ud af klippen i et stykke. De blev udhugget gennem 23 år under Kong Lalibela, der efter sigende skulle have lavet en af kirkerne ene mand. Kirkerne er en kopi af de hellige kristne steder i Jerusalem, komplet med Jordan floden, der dog her er udtørret, og stedet her kaldes derfor også ”Ny Jerusalem”.
Flere af kirkerne var blevet restaureret af italienerne i 1950’erne og fornyeligt fået et halvtag monteret i grimme stålplader for at undgå erosion i de kraftige regnstorme juni-juli måned. Taget er betalt af Unescos program for bevaringsværdige seværdigheder.
Indeni kirkerne var det meget mørkt og dejligt køligt. Kirkerne var sparsomt udsmykket med tæpper, malerier og altid med en præst, der fremviste hver kirkes specielle guldkors for turisterne. Det virkede ligt søgt, især når nogle af præsterne tog solbriller på når turister fotograferede med blitz. Om det er generne fra blitzen eller frygten for at miste sin sjæl ved jeg ikke, men i dette tilfælde tror jeg det første.
Det var en meget fascinerende og varm tur. Efter de første kirker begyndte vi at genkende stilen og ved slutningen af rundvisningen var det lidt trivielt. Vi sluttede ved det berømte udhuggede kors, der skulle udgøre det for ”Noas Ark”. Herefter vandrede vi en tur igennem den mest primitive del af byen, hvor munkene til kirkerne holder til. På vores vej mødte vi mange børn i skoleuniformer, der tydeligvis var sponseret af en hjælpeorganisation. Børnene var meget drillesyge og utroligt søde. De spurgte efter kuglepenne til deres undervisning, men desværre havde vi ikke lige en håndfuld med, som sikkert kunne have været til stor gavn.
Tilbage på hotellet fik vi et varmt bad og jeg kom på tønden igen. Min mave gjorde ondt, men eftersom jeg ingen feber havde, var optimismen stadig i behold. Vi fulgtes med guiden til en lille restaurant og under vores snak fortalte han, at han havde et lille enmandsfirma som tur-arrangør, hvilket han styrede med sin bærbare computer og Internet side. Tal om kontrasternes land.
Jørgen og Jesper bestilte den etiopiske ret ”Injera”, der er en halv meter stor brun pandekage med forskellige dyppelse, såsom løg, kødsovs, æg, spinat mv. Man brækker et stykke pandekage af og spiser med fingrene. Jeg smagte lidt pandekage, som vel nærmest kan sammenlignes med boghvede pandekager. Grundet mine maveproblemer valgte jeg nykogte spaghetti med tomatketchup og valgte derefter at gå hjem i seng.
De andre fortsatte med guiden ned i byen for at få en øl og indsnuse lidt af den lokale stemning. De fulgtes med guiden til et værtshus, hvor de så traditionel etiopisk dans og blev inviteret til kaffe ceremoni. Nogle øl blev det vist også til, inden de kom hjem ved midnatstid.