Søndag, den 13. april 2003
Første nat i en stor seng med rigtig dyne var godt for min snue. Et sted i mine drømme ænsede jeg at Jørgen kom ind og slog skodderne fra med ordene: ”Godmorgen – jeg giver dig lige lidt lys, så du kan vågne langsomt, mens vi laver brunch”. Sikken en skøn måde at starte dagen på.
Den fortsatte iblandet fantastisk fuglesang, der var højt og meget anderledes fra de spurve der var, da jeg forlod Danmark. Lyden af et æsel blandede sig med råben fra nogle børn. Jeg mærkede varmen, der var steget fra 16 grader i nat til godt 25 grader nu. Det lignede en dansk sommer her i 2.400 meters højde, selvom floraen var noget mere frodig her. Det skulle blive spændende at se, hvad det egentlig var, Jørgen åbnede vinduet til.
Ude i haven ventede det store morgenbord. Sophie og Jørgen havde lavet vafler, frugtsalat og hjemmelavet yoghurt. Herligt. Omring os kredsede smukke fugle med lange hvide haler. De hoppede rundt i grenene næsten som små aber og vi kunne også se falke svæve højt over os i det fjerne.
Senere pakkede vi sammen og drog med Brenda, der er en af Sophies gode bekendte fra USA. Brenda er NGO’er (Non Government Organization) og arbejder med at rejse penge bl.a. fra etiopier i udlandet. Planen var at mødes med Jørgens italienske venner og sammen tage på en travetur i bjergene over Addis Ababa. Vi fandt vennerne udenfor Hilton sammen med et par søde svenske piger, Malin og Martina. Sidstnævnte arbejder som udsending for EU og veninden er på besøg. Faktisk var hun med samme fly som Jesper og mig.
Vi kørte ud af Addis Ababa og op ad bjergsiden til 3.200 meters højde. Vejen derop var ret interessant. Langs vejen så vi fattige folks boder, blikhuse og lerhytter. Firhjulstrækkeren arbejdede hårdt opad bakke i den tynde luft, og vi havde medlidenhed med de folk, der måtte gå den lange vej med fuld oppakning. Det var fattigere her og med mange biler, taxier, mennesker og æsler på vejen. Vi kunne dårligt komme igennem.
Efter en halv time nåede vi op, hvor asfalten stopper. Her er en stor eukalyptus plantage, som var målet for vores gåtur. Ret hurtigt kom nogle bevæbnede mænd ud fra skoven og hilste pænt på os. De ville gerne passe på bilen et par timer mod betaling. Det er helt normalt her, og folk er generelt til at stole på. Prisen var 3 Birr, hvilket svarer til godt 2 kroner.
Turen gennem skoven var spændende. Indimellem de slanke eukalyptustræer fandt vi åbninger med fantastisk udsigt. Brenda fungerede faktisk som vores guide, herom herskede ingen tvivl. Hun er ”outdoor” typen og har tidligere løbet om kap med de amerikanske marine-soldater op ad bjerget en gang i ugen. Hendes stedssans fejlede heller ikke noget, selvom det gav hende noget besvær at træerne havde vokset sig højere siden sidst hun var her.
På et tidspunkt trak det sammen til regn og vi besluttede os for at tage en genvej hen over en bakkekam, for at komme hurtigere tilbage. Vi kunne godt mærke den tynde luft og hev efter vejret. Det var også blevet koldt nu, men heldigvis fandt vi hurtigt bilen, fik betalt vore vagter og kørte ned af bjergvejen igen.
På vej ned af bjergvejen passerede vi et par midaldrende kvinder, der gik belæsset med nogle utroligt store læs blade, der skulle sælges som brænde nede i byen. Brenda stoppede bilen og tilbød dem et lift. Jørgen og Jesper var hurtigt ude og hjælpe kvinderne og blev ret overrasket over grenenes tyngde. Hvert af kvindernes læs vejede omkring 60 kilo. Da vi senere kom ned, og kvinderne ønskede at komme af, fik vi mange tak. Ikke bare kvinderne takkede, også tilfældigt forbipasserende råbte ”Bravo” og gav os tommelfingeren opad. Vi følte virkelig at vi gjorde en god gerning.
Efter en kop kaffe, kage og et glas juice på ”Le Notre”, en ret dyr cafe efter lokale forhold, tog vi hjem til Jørgens lejlighed for at slappe af og se dagens billeder fra digitalkameraet igennem. Kort efter besluttede vi os for at besøge den italiensk/etiopiske restaurant lige over Jørgens lejlighed. Det viste sig at være en ret fin oplevelse. Da vi ankom blev vi anvist til et traditionelt etiopisk kaffebord, hvor man nærmest sidder på gulvet og nyder røgelse, mens kaffen ristes, brygges og serveres med popkorn. Kaffe er en seriøs og tidskrævende affære her, men bestemt værd at vente på.
Vi sprang kaffen over, passerede en gruppe lokale dansepiger og musikanter, der underholdte gæsterne, og fandt os en uforstyrret plads. Jørgen viste sine fine talegaver frem og fik udrullet hele sit etiopiske ordforråd der kan bruges til at bestille en vand og lidt mad godt og vel. Vi fik dog en ganske fin suppe, salat og pizza. Maden var af overraskende god kvalitet og prisen ganske rimelig. Hver ret kostede 15-20 kroner.
På vej ud af restauranten hilste dansepigerne på Jørgen og han faldt i snak og gav dem nogle småpenge. Så startede festen. Musikken startede og tre smukke piger stod pludseligt foran Jesper, Jørgen og jeg og begyndte den mest fantastiske dans, hvor de bevægede kroppen i bølgende bevægelser og rystede ”det hele” mens de hele tiden havde intens øjenkontakt til os. Det var ret erotisk og vi skulle bestemt danse med. Kors, det var varmt, men ret så underholdende.
Senere på aftenen mens vi sad og snakkede, begyndte det at lyne kraftigt lige udenfor vore vinduer. Vi besluttede os for at prøve at fotografere de store lyn, og det lykkedes faktisk efter ti minutters forsøg at få nogle meget flotte fotos. Digital fotografik er da bare det bedste.