Onsdag, den 2. juli 2003
Trætheden må have haft godt fat i os, for denne morgen sov vi rævesøvn til op på formiddagen. Vi fulgte guidebogens anbefaling og fik brunch på ”El Invernadero” på toppen af Hotel Holiday Inn.
Udsigten fra 6. etage over Zocalo pladsen var helt fantastisk fra denne terrasse restaurant og vi fik al den frugt, brød, ost, yoghurt og omelet, vi kunne spise. Mens vi sad og nød kaffen, kom en tjener forbi og vi så hun havde et lille Dannebrogsflag i skjortelommen. Vi kiggede rundt og så at flere af tjenerne gik med disse små lagkageflag fra Danmark og spurgte naturligvis hvorfor. Det viste sig såmænd blot at være en lille gestus fra en dansk turist tidligere på morgenen, men bestemt et hyggeligt indslag så langt hjemmefra.
Dagen var helliget kulturen, da vi både ville se det berømte antropologiske museum og Frida Kahlo museet. Det var også dagen, hvor vi fik afprøvet den mexicanske metro, som nok må være en af de største i verden. Metroen er af samme model som i Paris, og vi blev efter kort tid ganske tryg ved at bruge denne billige transportform.
Antropologisk museum ligger i den store Bosque de Chapultepec park. Det var ikke helt nemt at finde, men efter en længere gåtur ad travle forretningsgader lykkedes det os at finde mexicanernes fristed. Her gik kærestepar og børnefamilier og nød roen, som dog blev brudt af gadesælgere der i deres iver for at sælge musik CD’ere, havde skruet godt op for det lille anlæg som derfor lød forfærdeligt forvrænget.
Vi fulgte skiltene mod museet, fik øje på små egern og en forfriskning da 20-30 unge mænd løb forbi under taktfast militær kommando, som man ser det i amerikanske film. Træningstøjet afslørede at det var præsidentens garde, der var ude at træne.
Antropologi museet var meget stort, og vi opgav straks at se det hele. Desværre var Maya udstilling lukket på grund af ombygning, så vi koncentrerede os om udstillingen om det generelle Mexico og Mexico City. Det var også imponerende nok.
Der var kæmpe monumenter, keramik og endda skrifter fra folket før Cortez’s invasion. Det var imponerende så meget, der er fundet. Offersten, hulemalerier, grave med mennesker, elefanter og lignende. Store modeller viste hvorledes Mexico City var etableret på en sø midt i dalen.
Aztecernes leder havde drømt at der, hvor han så en ørn stå på en kaktus mens den åd en slange, skulle han bygge sin by. Og det var netop hvad de så på en halvø på dalens store sø, et sted som i dag ligger lige ved siden af Zocalo i hjertet af Mexico City.
Vi fortsatte med metro sydpå til Coyoacan området, og sandede at det med at holde sig til de sikre ”radio-taxaer” ikke altid var muligt. Hvem skulle vi ringe til, og hvor var der en telefon? Vi stod og kiggede efter røde eller gule taxaer, men her var kun de grønne gadetaxaer, som alle guidebøger og Internet tjenester advarede imod. Til sidst måtte vi opgive og tog med en grøn taxa til Frida Kahlo’s hus og håbede på det bedste. Og det gik jo problemfrit.
Det var ikke så meget vi kendte til Frida Kahlo, men vi vidste dog at hun var gift med maleren Diego Rivera, der er manden bag de store facademalerier i ”Palacio National” tæt ved Zocalo pladsen. Malerierne fortæller om mexicanernes historie på en pædagogisk måde, så også analfabeter kunne lære om deres fortid. Vi nåede desværre ikke at se disse malerier, på trods af at vi boede så tæt på.
Frida Kahlos hus er bestemt et besøg værd. Huset er koboltblå og desværre kamerafrit område. Har man set filmen ”Frida” med Selma Hayek i hovedrollen, giver det en ekstra dimension at have været her. Vi så det flotte kakkelbeklædte køkken, hendes seng med spejl i loftet, så hun kun male selvportrætter og de mange rum med malerier og staffelier.
Desværre kom dog så sent, at vi ikke kunne nå at besøge Léon Trotsky museet, der ligger tæt ved. Trotsky og han kone Natalia flygtede fra Sovjet regimet i 1929 og kom til Mexico City i 1937. Her blev de gode venner med kunstnerparret og boede en overgang sammen med dem i det blå hus.
Trotsky havde endog en affære med Frida, og da de efter en tid blev uvenner flyttede Trotsky og frue til et hus nærved. Han blev udsat for attentat, hvor der blev skudt gennem vinduerne, men overlevede idet han og hustruen gemte sig under sengen. Man kan den dag i dag stadig se skudhullerne herfra. Der blev efterfølgende bygget høje vægge og udsigtstårn om huset, men lige lidt hjalp det. I 1940 blev han dolket ned med en issyl af sin Stalin-tro tjener.
Coyoacán området, som vi nu befandt os i, er en lille oase og et ret velhavende område. Vi gik ad små hyggelige gader med grønne træer og farverige kolonitidshuse i noget der kunne ligne et rigt villakvarter eller forstad til selve Mexico City. Der var en god stemning på fortovsrestauranten ”El Jardin del a Publo”, der bød på dejlig pighvar med friturestegte hvidløg. Mums.
Det var virkelig skønt at opleve denne del af byen med cafe-liv, ro og så meget grønt. I en spændende lille butik fandt vi en herlig gecko figur af metal, som vi ikke kunne stå for. Den var godt nok 40 cm lang og ville blive besværlig at have med resten af turen, men vi kunne ikke modstå den. Til gengæld viste vi hvad vi gik ind til, i Peru købte vi jo 10 kilo garn på turen.
Metro turen hjem var varm og togene pakket med mennesker. Vi var først hjemme 20.30 og var godt trætte og ømme i fødderne.