Fredag, den 27. juni 2003
Allerede inden vi rejste herover havde vi planlagt at bruge denne fredag på egen hånd. Vi havde jo lidt jetlag og ville gerne opleve noget af Los Angeles og Ane’s bror skulle alligevel arbejde og børnene i dag. Morgenmaden på motellet var lidt primitivt. I receptionen var et kageskab med søde muffins og nogle tørre wienerbrød samt en kaffeautomat. Det var vist nærmest ”breakfast to go”. Vi fik da lidt at spise og gik ud i den varme morgen med retning mod den nærmeste togstation.
På en tankstation nærved hævede vi lidt kontanter, og snart efter passerede vi et busstoppested, hvor vi hoppede på en bybus der alligevel skulle forbi togstationen. Alle steder vi spurgte om vej var folk vældig hjælpsomme og buschaufføren huskede os på, hvornår vi var ved togstationen.
Banegården var designet til det varme vejr. Åben og i glade stærke farver. Vi fik købt en billet til byen, eller i hvert fald udkanten af byen og så frem til at afprøve den offentlige transport i denne bilernes by. Det var et vældigt tog der kom (Metrolinktrains.com). Dobbeltdækker og helt moderne. Desværre var hastigheden ikke noget at skrive hjem om. Det rullede langsomt og til tider var vi ved at tro noget var galt.
Hver gang vi ankom til en station skruede togføreren helt op for charmen og annoncerede næste station som var det en Oscar uddeling. Sjældent havde jeg hørt en så entusiastisk introduktion med fed amerikansk accent til noget så ordinært som næste station. Så elsker man simpelthen sit job – eller også er det den eneste afveksling, togføreren har.
Efter 45 minutter ankom vi til Union Station, hvorfra vi kunne tage metroen ind til centrum. Det slog os at metro-nettet var utroligt småt. Der var faktisk kun to linier, og en tredje var under udbygning. Ane’ bror havde godt nok sagt at folk her kørte i bil hvor end de skulle hen, om det så var på toilettet. Metroen var i hvert fald endnu ikke et reelt alternativ til bil her, hvilket de 5 mio. biler til 8 mio. indbyggere også vidnede om.
Vi vandrede rundt i downtown Los Angeles og var overrasket over, hvor velholdt og nyt det hele var. Man havde fornemmelsen af at det hele var bygget på en gang, og ikke var et resultat af historisk udvikling. Gik man ned af sidegaderne, hvad vi naturligvis kom til, kunne man dog nemt se tidens tand og bagsiden af det smukke centrum.
Efter en tid besluttede vi os for at tage til Long Beach og derfra prøve at få kontakt med Randall og Dan, som vi skulle møde i dag. Randall og Dan mødte vi i Puno på vores rejse til Peru sidste år, og i forbindelse med denne tur var det jo oplagt at mødes igen. Det skulle nok blive spændende.
Efter en lang metro-tur ankom vi til Long Beach, men ikke i nærheden af stranden som ventet. I stedet stod vi af i et konference- og hotel kvarter, og ad omveje nåede vi ned til en fjord med en lille lystbådehavn. I det fjerne kunne vi se Cunard Lines kendte luksusliner ”Queen Mary”, der nu var indrettet som hotel. Der er rundvisninger ombord, hvor man kan se motorrummet, broen og nyde indretningen i krydstogtskibet fra 1934.
Det ærgrede mig vildt meget, at vi ikke kunne nå forbi og se på skibet. Faktisk havde jeg i mine drengeår bygget søsterskibet ”Queen Elizabeth I” som samlesæt og kendte hver en detalje af skibet. Jeg måtte erkende at, det bliver et ”must see” næste gang vi kommer herover.
Vi fik lidt frokost og det lykkedes såmænd også at få kontakt med Randall. Han havde lidt arbejde at lave og tanken var at han ville hente os ved Long Beach. En time senere måtte han dog erkende at trafikken var helt kaotisk, så det ville være nemmere, hvis vi tog metroen retur til Los Angeles downtown i stedet. Det var lidt surt at skulle bruge en time på at køre tilbage igen, men forventningens glæde var til gengæld stor.
Efter en del forvirring lykkedes det os at finde Randall ved hovedindgangen og straks kørte vi mod Beverly Hills for at hente Dan og hans bofælle Joshua. Det var et sjovt kvarter. Her var de tyske bilmærker meget populære, det dyre af slagsen vel at mærke. Porsche, Audi og BMW stod parkeret overalt, og Randalls Subaru syntes lidt malplaceret her.
Vi fortsatte dog et stykke længere ud og gjorde stop ud for et etagebyggeri, hvor vi fandt Dan og Joshua godt i gang med at pakke hele lejligheden ned i flyttekasser. Dan skulle studere i Washington, og det var dagen før dagen hvor han skulle flytte. Det så ret velkendt ud. De stod selv for flytningen inklusive køreturen i flyttebil til Washington senere på ugen. God fornøjelse.
Der blev hurtig enighed om at tage ud at spise, og kort efter sad vi på en rigtig god kinetisk restaurant og snakken gik om rejser, arbejde og nye udfordringer. Dan havde hidtil arbejdet i bystyret og ville nu læse videre i Washington. Randall arbejdede fortsat i Hollywood som editor på flere store film, som skulle have ændret farve hist og her. Han havde såmænd både arbejdet på Gladiator og Shrek, hvilket gjorde biograf-ture ret uinteressante for ham. Nu var han begyndt at tage kurser i fotografering, og det kunne muligvis blive starten på en anden karriere.
Tilbage i Dan og Joshuas lejlighed fik vi taget det obligatorisk fællesbillede og taget afsked, hvorefter Randall kørte os tilbage til vores motel. Her fik vi set nogle af hans meget gode billeder fra Peru og sagt farvel og tak for en herlig anderledes feriedag. Det var godt at møde vore rejsefæller igen.