Mandag, den 30. juni 2003
Det var mandag og sidst på eftermiddagen da vi landede i Mexico City, hvor regnvejr og 16 grader sænkede humøret noget. Det var noget af en kontrast til de 35 graders tørke vi lige forlod i Los Angeles. Vi fik fat i vores bagage og da vi kom ud i ankomsthallen blev vi overvældet af det totale kaos, der herskede her.
Folk stod i stimer, larmen var utålelig og konstant blev man revet i af ihærdige agenter, der ville skaffe en taxa, anbefale et hotel eller høre om vi var den person, er skulle hentes. Vi havde læst at de gule lufthavnstaxaer var at foretrække, da de grønne gadetaxaer særdeles ofte udsættes for røveri, ofte med chaufføren som medskyldig.
Midt i denne kaos viste en flink taxa chauffør os sit visitkort med en gul taxa og uden nærmere koordinering gik vi med ham. Han tog teten, forbi de ventende gule taxaer foran ankomsthallen, over gaden og ned i en baggård, hvor en grøn taxa ventede os. Prisen var USD 32 og vi accepterede uvidende om, hvor lang turen var. Omkring 20 minutter senere nåede vi vores bestemmelsessted og indså at vi nok var blevet snydt ret så kraftigt.
Vi havde booket et værelse med eget bad på Hostel Los Das Fridas hjemmefra. Ifølge guidebogen var det et ret godt sted og vi vurderede det samme ud fra prisen på USD 34. Vi blev dog noget skuffede dels fordi der hverken var en dobbeltseng eller privat bad som vi var lovet. Vi måtte konstant stå i kø, da der kun var to toiletter til 20-30 mennesker.
Som altid ville vi ud og studere nærområdet og finde et godt sted at spise aftensmad. Zona Rosa skulle jo være et eksklusivt sted i Mexico, men de mørke gade og utallige lukkede restaurationer gjorde det ikke ligefrem tiltalende. Vi fandt dog en ”Steak & Lobster” restaurant, der trods larmende musik var en nydelse.
Tilbage på vores hostel var vi indstillet på at gå tidligt i seng, da vi var trætte. Det var de øvrige beboere bestemt ikke og i den fælles TV-stue udenfor værelset var der nu samlet 20-30 unge mennesker og en fest var under opsejling. Vi besluttede os for at finde et mere privat sted næste dag, hvilket nok skulle kunne lade sig gøre til den pris.