De første år
Det er ikke meget, jeg husker fra disse første år, og kun ganske enkelte ting kan vel have interesse at fortælle om.
Vi (Mor, Far og jeg) boede de første år til leje på førstesalen i et hvidt to-familieshus på Italiensvej på Amager. Omkring 1937-38 flyttede vi til Peter Bangsvej på Frederiksberg, hvor vi boede lige ved siden af KB-hallen.
Jeg kan huske søndagsmorgenerne, når Far ikke skulle på arbejde, at han så, når han var vågnet og kunne høre, at jeg også var vågen, klappede på dynen, og det betød så, at jeg kunne smutte over til ham i sengen. Så fortalte han historier om Anders And og Mikkel Mus og alle deres eventyr sammen. Og her lærte jeg også min første bogstaver, når Far skulle læse sin avis, mens vi lå i sengen. Så stavede vi overskriften "POLITIKEN" sammen.
Her fik jeg min første cykel, og jeg husker, at Far måtte løbe frem og tilbage med mig, indtil jeg havde fået lært at holde balancen alene. Jeg husker også, at Far havde en tønde med spegesild stående i kælderen.
Anden verdenskrig bryder ud
Op til krigens udbrud den 9. april 1940 kan jeg huske, hvordan Far med spænding lyttede til radioavisen hver aften: "Danmarks Radio København-Kalundborg - Pressens Radioavis".
Jeg fattede naturligvis ikke noget af den dramatiske udvikling, der skete i Europa, men jeg kan huske den 9. april om morgenen, da de tyske flyvemaskiner kom drønende meget lavt ind over København, helt nede i højde med hustagene. Så lavt fløj de, at jeg tydeligt kunne se piloten i nogle af maskinerne.
Rejser mellem Sjælland og Jylland
Hver sommer og hver vinter var vi altid i Rødding hos Mormor og Bedstefar, og jeg kan se af Fars regnskabsbog, at jeg adskillige gange har oplevet at sejle over Lillebælt med færgen mellem Strib og Fredericia inden Lillebæltsbroen blev åbnet den 14. maj 1935, men det kan jeg desværre ikke huske noget om (Af regnskabsbogen kan jeg se, at billetprisen København - Rødding dengang var 15 kr.). Derimod husker jeg tydeligt, når vi i årene efter kørte over den (red.: dengang) nye Lillebæltsbro. Det var meget spændende, at sidde der i toget og se ned på vandet til begge sider, medens broens sølvfarvede stålkonstruktion susede forbi udenfor vinduerne.
Skolestart
Jeg begyndte min skolegang i Søndermarksskolen på Frederiksberg, formentlig i 1939. Jeg husker derfra, at jeg som skoletaske havde et meget flot tornyster med sælskind på klappen, og at der til mit skoleudstyr bl.a. hørte et penalhus af træ og en lille skrivetavle med tilhørende griffel i snor.
Skilsmisse
Da Mor og Far blev skilt i 1941, flyttede jeg med Mor til Rødding, hvor vi boede hos Mormor og Bedstefar, og dermed var det første kapitel af mit liv afsluttet, og et nyt afsnit tog sin begyndelse under helt nye forhold.