Skolen
Jeg kom til Rødding i efteråret 1941 og kom ind i 3. klasse på Rødding Borger- og Realskole. Det var en ret stor omvæltning for en lille dreng på 9 år, der talte københavnsk og ikke altid kunne forstå den lokale sønderjyske dialekt. Men børn i den alder indretter sig hurtigt, og jeg fik snart legekammerater, som jeg kunne lege med, men var dog også meget alene og fandt egne interesser.
Skolen var opdelt således, at der først var 5 underskoleklasser, og derefter blev man delt i en realafdeling og en mellemskoleafdeling. Jeg mener, at skolen kunne afsluttes med 7 års skolegang efter 2. mellem eller 2. real uden eksamen, men man kunne også vælge at slutte efter 4. real med en præliminæreksamen.
Skoleåret var fra 1. april til 31. marts og eksamen var derfor altid i marts måned.
Præliminæreksamen var lidt bedre end den almindelige realeksamen, der ellers dannede grundlag for optagelse i gymnasiet, og jeg hade det derfor ret let det første år, da jeg senere kom i gymnasiet på Ribe Katedralskole. I Rødding var jeg vist ikke særlig flittig, jeg kan i hvert fald huske, at jeg en overgang "sad efter" temmelig ofte. Der var også en periode i begyndelsen af 3. real (foråret 1946), hvor mine karakterer var temmelig ringe, specielt i regning og aritmetik og geometri. Men pludselig må der være gået et lys op for mig, for herefter blev mine karakterer bedre og bedre for hver gang, og jeg endte med at tage en ret pæn eksamen med topkarakter i lige akkurat disse tre fag.
Krigen i hjemmet
I de sidste år af krigen var der også en modstandsbevægelse i Rødding, som var med til de efterhånden mere og mere almindelige jernbanesabotager. Det var f.eks. en offentlig hemmelighed, at en af husets venner, kommunekasserer Johan Blom, der ofte kom til kortspil hos Bedstefar sammen med købmand Chr. Gundesen og Hans Hansen (det var det sønderjyske "Ska'et"), var med i modstandsbevægelsen. Det skete af og til under en kortaften, at der pludselig kom bud efter Johan Blom, og så vidste vi alle, hvad det drejede sig om, selvom ingen naturligvis sagde noget - måske mest af hensyn til mig, som jeg ikke var mere end 12-13 år.
Befrielsen
Med små gryder har jog også øren, og under hele krigen lyttede vi hver dag med spænding til BBC fra London og fulgte med på Europakort, hvor langt de allieredes styrker nu var kommet. I begyndelsen af maj 1945 var det naturligvis særlig spændende, og da frihedsbudskabet kom kl. 8 om aftenen den 4. maj - jeg sad jo som sædvanligt foran radioen - sprang jeg op og råbte så højt jeg kunne: "Tyskerne har overgivet sig", og alle folk strømmede ud på gaden, og råbte og vinkede med dannebrogsflag, og der blev tændt lys i vinduerne rundt omkring.
Under hele krigen havde vi jo måtte leve med sorte mørklægningsgardiner, der skulle være trukket for vinduerne, når det var så mørkt, at der skulle tændes lys indendørs. Jeg kan dog huske, at der blev manet til forsigtighed for ikke at provokere de tyske soldater, der måske ikke vidste om det var rigtigt eller måske ikke var villig til lige med det samme at acceptere kapitulationen. Og endelig så trådte kapitulationen jo først officielt i kraft fra den følgende dag, den 5. maj kl. 8 om morgenen.
De følgende dage var præget af modstandsbevægelsens folk, der nu kunne træde frit frem med deres rød-hvide-blå armbind og deres håndvåben, og stikkere og landsforrædere blev hentet frem og arresteret. Også de piger (feltmadrasser, som de blev kaldt), der havde haft omgang med tyske soldater blev hentet frem, og de fik håret klippet af til skam og skændsel.
I løbet af måneden begyndte de tyske soldater deres strøm sydpå. De kom gående og kørende i endeløse kolonner med deres udrustning og andet pik-pak i poser og trækvogne og barnevogne. Det var et ynkeligt syn og noget anderledes end den rolle, vi var vant til at se dem i under besættelsen. De solgte alt, hvad de havde, for at få rationeringskort til madvarer. Især smørmærker var i høj kurs, og for et enkelt smørmærke kunne man godt tiltuske sig en Parabellum 9 mm militærpistol f.eks., og ammunition kunne man også få i rigelig mængder. De prøvede også at sælge en hel tank for 10 smørmærker, men det var der vist ingen, der var interesseret i.
I øvrigt så blev de efterhånden så trætte af at slæbe på deres udstyr, at de blot smed det i vejgrøfterne. Det var især partroner, feltspader, gasmasker, bajonetter osv.
Efterkrigstiden
Nå, men efterhånden blev det jo hverdag igen, men rationeringen af madvarer, brændsel og f.eks. benzin varede flere år, og i mange år efter krigen var der streng begrænsning for indkøb af biler og motorcykler, og man måtte søge varedirektoratet om tilladelse med omhyggelige oplysninger om hvorfor det nu var nødvendigt med en sådan anskaffelse. Det var i øvrigt også i de år, at de første knallerter kom frem, dvs. de første var jo en hjælpemotor til at montere bag på cyklen, og som trak via en rulle på bagdækket. Diesella hed fabrikatet. De produceredes i Kolding og var meget populære. Lidt senere udvikledes de så til rigtige knallerter.
Krigen i hverdagen
Under de sidste år af krigen var vores skole besat af tyskerne, og vi måtte flytte til den meget lille tekniske skole, der var i byen. Det betød selvfølgelig store besværligheder for undervisningen, og en overgang gik vi vist kun i skole hver anden dag.
Ellers betød tyskernes tilstedeværelse i Rødding ikke den store forskel for os drenge - ud over et vist spændingsmoment, når vi huggede deres udrustning, f.eks. bajonetter, gasmasker, patrontasker mv. De tyske soldater, der i Rødding vistnok hovedsageligt var tvangsudskrevne ungarer, var ikke særlig interesseret i at være soldater, og gjorde ikke mere end højst nødvendigt.
Men om natten kunne vi tit høre de engelske flyvere højt oppe på vej til eller fra deres bombetogter over Tyskland. Sommetider hørte man også de tyske natjagere og bombemaskiner, om man kunne tydeligt høre forskel på motorlyden om det var de tyske eller engelske maskiner, der var over. Om morgenen efter sådanne overflyvninger kunne man ofte på markerne finde staniol strimler, som de engelske maskiner smed ud for at skjule sig for radar og lyskastere. Det skete også, at der var smidt flyveblade ud med forskellige oplysninger.
Engang så jeg en veritabel luftkamp mellem to maskiner højt oppe, men hvordan det endte, så jeg ikke. En anden gang var en engelsk maskine faldet ned på en mark udenfor byen, men området blev straks spærret af og bevogtet, så man kunne kun set det på afstand.