Tirsdag, den 13. juli 1999
Brat vækker Børge os om morgenen. Vi er lidt i tidsnød, da vi gerne skal ud med Pauli Lamhauge's båd og se på fuglefjeldet. Dagen før havde vi en god snak i Pauli's skurvogn, men også her til morgen må vi klare os med kaffe og Pauli's forstående "Åh ja, åh ja". Han er nu så hyggelig den halvgamle færing. Første tur er aflyst. Ikke på grund af vindretningen i dag og det er det vigtigste. Det er bare få vådt lige nu, hvor regnen prikker ned foroven. Ligesom grønlænderne har 50 navne for sne, formoder vi at færingerne har mindst ligeså mange navne for typer af regn og skyer - her er bare fugtigt.
Vi beslutter os for at flytte opholdssted til den nærliggende havnecafe, der i øvrigt er helt moderne og med stort udvalg i mad, drikke & postkort. Martin kalder forgæves sin kusines kæreste - Jóhan - der skulle hente kusinen Bente. Tiden bliver dog lang og vi får opsnappet at Jóhan kører i en rød Mazda, men også at gårsdagens fly fra Danmark blev aflyst pga. dårligt vejr. Gu' ved om Bente kommer herop i dag? Det regner naturligvis (Børge tiltrækker regn) og vore værter udebliver, så vi tager med på fuglefjeldstur. Børge fortæller:
"Fuglefjeldsholdet havde efterhånden sneget sig op på en snes turister, så Paulli valgte den nye store motorbåd Smiril fremfor den gamle, mere sjælfulde træmotorbåd i traditionel færøsk design. Vejret er ikke med os, så valget falder på rå motorkraft og komfort fremfor idyllisk træskib og våde fødder. Claus, Martin og jeg får lov at sidde på første parket, øverste etage, udækket for vejr og vind - men med et godt udsyn.
Claus brokker sig godt nok lidt over at jeg har undladt at fortælle ham, at det er smart at tage regntøj med, idet han nu kan konstatere, at Martin og jeg pakkede os ind efter alskens regler, så kun en smal stribe ved øjnene er blotlagt - joh, Claus glæder sig til turen. Udad havnehullet og tæt op ad Vestmannas fjordens stejle kyst går det nu nordover. Strømhvirvler sætter den store motorbåd i sjove svingninger, men vi er i læ af land så der kommer kun små lange dønninger. Vinden og regnen er i ryggen, så vi kan indstille os på en våd tur ud til fjeldet og en lidt vådere tur hjem.
På vejen udad bider vi mærke i at der, på de sparsomme græsklædte måtter, højt oppe på de eksponerede fjeldsider, faktisk mange steder er hegn sat op. Helt ud til kanten! Nogle steder er det vist for at forhindre fårene i at gå ud, hvor de ikke kan komme ind igen. Men hvordan kommer de derop, for græsmåtterne ligger jo ofte helt isoleret? Svaret kommer straks - idet Paulli's søn - tror jeg nok, sætter sig op til roret på vor etage.
Nu skal vi ind og sejle mellem klipperne. Han fortæller, at man fra gammel tid har brugt at sætte fårene ud om foråret på disse eksponerede og isolerede græsmåtter for at de kunne æde det fede og velgørende græs på fuglefjeldet. Nogle steder var der sæt kæder op, så man lettere kan klatre op og derfra hejse fårene henholdsvis op om foråret og ned om efteråret. Nu om dage gør man det mest for sportens skyld - som vores meget sagkyndige rorgænger så smukt udtrykker det, på en speciel uimponeret færøsk måde, der vidner om en tilværelse i respekt og samarbejde med en barsk natur - han kunne godt blive jyde.
Et enkelt sted udpeger han et får, der er kommet lidt på afveje og nu har brugt det meste af sommeren på en yderligt stående græstue, uden at kunne komme op igen. Det sker nu også tit at får falder ned og hvis de ikke dør i faldet, vil de formodentligt drukne med den megen uld på.
Nu går turen pludselig ind og ud og under skarpe og stejle basaltklipper, der rejser sig op til 600 meter over os, kun bevokset med lidt græs og en hel del fuglereder. Fantastiske scenerier og ikke uden en vis ængstelse, idet klipperne er tæt på og nogle steder er der meget smalt. Men vores rorgænger har bare tjek på motorbåden, undersøiske skær, dønninger fra Nordatlanten og faren for at få sten i hovedet. Claus kæmper under alt dette med at tage nogle billeder uden at kameraet går til i regnvejr - og det er bestemt en flot præstation.
Vores rorgænger forklarer vidt og bredt om fuglefjeldets historie og betydning for ægsamlere, fåreavlere og fuglefangere. For alle hvervs vedkommende bruger man fastmonterede kæder til klipperne, således at man kan komme op. Fuglefangerne bruger mest at fange fugle i luften med lange ketsjere. Engang, da der var flere fugle for omkring 30 år siden, brugte man også at drive de mætte søfugle, der ikke kun lette, ind ved kysten med små både, for at fange dem der. Der blev undertiden fanget op til 6.000 fugle på én dag på denne måde. Ved en af de berømte fritstående stejle klipper (ca. 75 m) beretter Paulli os for øvrigt om en færøsk knægt, der engang besteg denne i en alder af 13 år! Joh, Paulli er lidt stolt af sine barske landsmænd.
Efter at have sejlet udad og indimellem klipper og skær i 1½ time, går turen nu hjemad. Det foregår lidt hurtigere og vejret er jo også regn og modvind, så vi pakker os godt ind og nyder den kop kaffe, der pludselig bliver serveret. Paulli har for øvrigt et godt blik til kaffekanden og er ikke sen til at dele ud, når der kommer nogen forbi hans skur på havnen. Alt i alt må jeg sige, at jeg godt kan forstå at denne fuglefjeldstur for mange, er et af højdepunkterne ved en Færøs-tur. Det er det i hvert fald for os. Vi kommer hjem til Vestmanna igen og begiver os drivvåde op til cafeteriet ved færgelejet for at vente på Martins kusine og hendes kæreste, der gerne skulle komme forbi senere... " - Børge.
Omsider lykkes det at få kontakt med Jóhan og Bente. Selvfølgelig er vi gået i byen for at finde en postkasse, hvilket lykkes efter nogen eftersøgning og misvisende vejledning ("den finder I nede i bygden..." - ja tak, for det!). Derfor må vi haste tilbage til havnen, da færgen viser sig i bugten. Martin mener sagtens at vi når derned, førend færgen er ved lejet, hvilket Børge stærkt betvivler - og få minutter senere må Martin erkende at Børge's vurderingsevne i færøske færgefarts fartkapacitet er uovertruffen. Vi løber og møder i den regnfulde eftermiddag storsmilende og vinkende Jóhan og Bente - der modtager os med højt humør. Et på gode dage tager sin begyndelse.
Det viser sig at Bentes fly har måttet vende om og tage turen til Bergen pga. tåge i lufthavnen. Turen til Bergen var 1 time, hver vej - så man besøger ikke sådan lige sin familie på en eftermiddag. Jóhan er et levende eksempel på færingerne fra deres mest gæstfrie og lune side. Sit "jo-jo" har han fra Jylland, men sin stolthed over øerne er helt indfødt. Der er ingen diskussion, vi skal simpelthen spise hos Jóhan's mor og da også blive natten over og blive tørre - det manglede da bare.
Det er hyggeligt. Mor Hansa laver mad og fortæller om sin tid som sygehjælper i Svendborg og hendes næste tur i august til Kolding, hvor søsteren bor. Samtidig kommer datteren Signhild nysgerrigt frem og hilser på - de er en familie på 6 børn, hvilket dog på ingen måde kan imponere Børge. Han kan så til gengæld få Signhild og hendes veninde til at grine ad danskerne - med hans evindelige "Okay" parodieret fra "Kasper og Mandril-aftalen" på DR2. Det viser sig at netop denne Københavner-bedrevidende udtale af ordet "O--kay" benyttes i en færøsk parodi på danskerne og lige nu lever Børge totalt op til pigernes fordomme om "smarte" danskere.
I det hele taget bringer Børge sig - som vanligt - i fokus fra første sekund. Manden har som den eneste været på Færøerne før og kan derfor med sindsro dele ud af sine erfaringer, til gavn for de fleste. Det regner for eksempel altid på Færøerne. Hansa driller lidt og spørger om han så også har fået lejlighed til at nyde det færøske køkken, hvilket bringer Børge ind i en lang historie om kogte fårehoveder - en historie med gru, overraskelse og splattereffekter - til stor moro for familien.
Hvad er det for en underlig, underholdende starut, ham Børge? De er ikke de første, der har tænkt denne tanke. Midt under snakken farter Hansa, Signhild, veninden Anna og Jóhan hen til TV'et for at se færøske nyheder. Det er rokonkurrencen, der tiltrækker og samler hele familien i et intenst øjeblik. Hansa kigger pludseligt op på os og siger "Jamn, så kom dog og se med - det er jo rokonkurrencen".
Vi forstår pludseligt at dette øjeblik - for dem - nok er på højde med Laudrups fænomenale scoring i hans debutkamp mod Rusland, hvor vi vandt 4-2 i Parken. Begge piger har roet på konkurrenceplan - det har de fleste færinger, har vi indtryk af - og senere samme aften får vi igen de ihærdige roteams at se i aktion på fjorden - og der bliver arbejdet igennem. Det er ikke fyre, man skal lægge arm med, hvis man planlægger at være singlefyr ret meget længere.
TV er ellers ikke det helt store trækplaster. Færøerne har eget tv-selskab, der sender egne og danske produktioner. Radio dyrkes en del, herunder oplæste fortællinger - Jóhan vil dog hellere i biografen og selv en lille bygd som Strendur har faktisk en biograf i "medborgerhuset" med de nyeste amerikanske film. Denne aften viser de en færøsk film med bl.a. Peter Hesse Overgaard, med titlen "Bye, bye bluebird". Det ser vi ved selvsyn på vores gåtur efter eftermiddagskagen, chokoladen og middagen bestående af nye pillekartofler og hjemmelavede fiskefrikadeller (mums).
"Spis, spis, spis" - Hansa begynder at minde om Hagbarts mor ude på gården i "Garfield". På gåturen forbi havnen, den gamle filetfabrik og de engelske bunkers fra 2. verdenskrig - hvor ståldørene stadig er intakte - må Jóhan sande at moderkærlighed kan være for overvældende. I et hjørne hilser han på maden igen og kan bleg, men fattet vise os videre rundt i Strendur. "Der bor min fætter" - "og der min søsters svoger" og så videre. Man får indtryk af, at alle færinger er i familie med hinanden, de kender i hvert fald hinanden allesammen.
Vi bliver indkvarteret i børnenes værelser og sover rævesøvn i de gode senge. Klokken er hen ad ni næste morgen, da jeg sætter mine fødder på det opvarmede badeværelsegulv. Her står mine støvler fra gårsdagens gåtur - stadig våde af regnen og den fugtige græs - men sådan er det altså på Færøerne. På vej ud i køkkenet kaster jeg et blik på et af de mange små ordspil på væggen, der vidner om tæt tilknytning til kirken. Denne her er nu meget god i sin enkelhed: "Små ting er små ting, men troskab i små ting er en stor ting".
Efter endnu en solid morgenmad og middag, viser Hansa os bygdens gamle trækirke. Hun er med i menighedsrådet og yder en del ulønnet arbejde for kirken.
Det er en imponerende lille trækirke med mostag, velholdt, lys og uformel, men alligevel emmende af historie og ydmyghed her midt i den barske natur. Vi vinker farvel til Hansa, Signhild og veninden Anna - for at blive guidet rundt af Jóhan og Bente.
Vi kører med østsiden af Eystoroy op til "Gjogv" og ser rokkestenene. Det er to sten, der ligger ude i vandet, tæt ved kysten. Når vandet skyller ind på disse sten, rokker de. Det kan både ses og mærkes, idet der er spændt en snor ud fra klippekanten til stenene - og snoren strammes og slappes. Det er ikke helt nemt at se i dag pga. den lave tidevandsstand, men når man tager fat i snoren, kan man faktisk mærke trækket fra stenene - ganske fascinerende. Sagnet fortæller i øvrigt at det er to både med færøske fiskere, der er gået på grund og nu ligger og vipper i vandet.
Vi fortsætter til "Eidi" for at se "Risin og Kellingin", der betyder "Gigaten og heksen". "Risin og Kellingin" -klipperne ser ud som om de er skåret fra klippen "Kollur" (343m) og fortællingen går da også på at en islandsk gigant ønskede at trække Færøerne en smule nærmere hjemad, så han bandt et kraftigt tov i og gjorde det fast til det mest solide han kunne se: klippen "Kollur". Han og hans kone (som naturligvis var en heks) hoppede så i havet og begyndte at trække Færøerne mod Island, men måtte opgive.
Faktisk kæmpede de hele natten, giganter og hekse er jo kun oppegående om natten, og til deres skræk kunne de bare se på at tiden gik og gik. Da solen kom frem forsøgte de at flygte under jorden, hvor overnaturlige væsner jo skal være om dagen, men det var for sent og de forvandledes derfor til sten.
Vejret klarer op og vi fortsætter ad den gamle vej mod "Tórshavn". Vi springer altså tunnelen over og indser den store forskel, den investering trods alt medfører. Køreturen over de 700 meter stejle bjerge er ret krævende og meget langsommeligt, men også smuk og imponerende. Vi er glade for at vi er her midt i juli måned og ikke i vinterhalvåret. Ind imellem stopper vi for at tage billeder. Den gamle domkirkeruin når vi ikke, til gengæld tager vi et stop i "Tórshavn" ved deres nye kirke, der er enkel og ren i sin stil. Meget passende.
"Tórshavn" viser sig i solskinsklær, hvilket gør en stor forskel. Det er ikke nogen storby - og minder nærmest om byerne på de græske middelhavsøer, hvor små huse ligger lidt på kryds og tværs som klipperne nu tillader. Der er 3 lyskryds, de eneste på Færøerne, så trafikken er til at overse.
For enden af havnen findes et lille forsvarsanlæg med engelske kanoner, pegende ind mod havneindløbet. Modsat står en flot gammel bygning i typisk rød/hvide planker - præcis som atelleribygningerne på Amager - de danske militære aner viser sig også her. Bygningen huser såmænd den lokale bestemmende forsamling - landstinget om man vil.
Efter en rundtur i byen siger vi farvel til Færøerne samt farvel og rigtig mange tak til Jóhan og Bente for en superflot gæstfrihed, der gjorde opholdet helt unikt - og helt sikkert langt mere interessant, end for de øvrige turister.