Lørdag 17. juli 1999
Vi kommer tidligt op til vindstille vejr, hvor Martin allerede er i færd med at sætte vand over til kaffe og havregrød på trangia-sættet. Turen går i dag til gletcheren og måske en snehule. Godt pakket til vandretur, kører bussen os ned til gletcherens fod og en dagsvandring på 8 timer kan tage sin begyndelse. Solen står efterhånden højt og viser gletcheren i dens pragt.
Vi går over de dybe spalter i gletcher-isen og hører det høje bulder fra sne, der falder sammen nede inde under isen. De udleverede snesporer til skoene får vi ikke brug for, da der ikke har været nattefrost af betydning. Undervejs gør vi stop, hvor Hagen bl.a. aflæser sin GPS til 1.270 meters højde. Senere til 1.450 meter over havet. På det tidspunkt har vi krydset gletcheren og er på vej direkte op i sneen mod vulkanens højeste sted.
Vi holder et stop, hvor vore guider vurderer vejret, da skyerne hænger meget lavt og kommer ind på os. Vi skønner, at vi nok vender om, men på Island er man ikke kyllinger - så vi fortsætter op og fortryder ikke. Efter ½ times snevandring kommer vil til løvens hule, hvor isen er fortrængt af dampende svovl og kogende kilder. Det lugter fælt af rådden æg og mudderet er meget blødt og klinet at gå på.
Vi fortsætter og imponeres af naturens formationer.
Tågen tager til nu og vi tager et hvil på et sted, hvor alt pludseligt er hvidt. Børge, Martin og jeg får os en lille sneboldkamp, mens de øvrige tur-deltagere ser til.
Vi er i øvrigt mange nationaliteter på denne tur: Finner, islændinge, belgiere, østrigere og tyskere. Vi får en snak med de fleste og hjælper hinanden med at tage billeder.
Nedturen bliver noget anderledes end ventet. Efter en ½ times nedgang stopper vor guide og iklæder sig regnbukser, hvorefter han tager turen nedad gletcheren - på ryggen - øhh, what? Vi andre indser hurtigt at det er vejen får lynet jakker
og spændt tasker og tager det store spring. "Hold da kæft" - 700 meter for fuld skrue nedad på røven, mens bukser, sko og jakke bliver totalt gennemblødt.
Ikke så smart, men skideskægt. Godt initiativ. Vi har stadig 3-timers gåtur hjemad, med sne og småsten i støvlerne for de af os, der ikke har gamacher med.
På et sted, der ligner et mini Grand Canyon får vi frisk vand - og senere snehulen at se. Hulen er dog for farlig at inspicere nærmere, da store is-blokke er faldet ned fra "loftet".
Vi fortsætter ud i stenørkenen, mens regnen begynder at pible ned. Vi får alle sanser i brug, da de første deltagere skrider ned af stenskrænterne. Der er simpelthen hamrende glat, da isen ligger lige under snelaget. Forsigtigt, meget forsigtigt, bevæger vi os fremad og når gletcher-tungen, som dog kan passeres rimeligt sikkert. Snart efter når vi til et større vandløb, hvor nye talenter afprøves.
En stigebro lægges ud - den ligner nærmest en væltet elmast - og en efter en, kravler vi over mens regnen tager til. Der holdes godt fast i kamera, tasker og stige. Dette er just ikke for pensionister og andre charter turister.
Alle er godt beskidte, trætte og gennemblødte, da vi ved 18-tiden er hjemme ved teltene igen. Mine regnbukser ligger i Århus, så mens Børge og Martin er seje og laver mad i styrtende regn, forsøger jeg mageligt at berette om dagens oplevelser fra teltets inderside.
En glad tanke sendes til de to læderhalse, der bliver betragtet med undrende mine af de øvrige deltagere indefra hytten. Vi skal ret tidligt op i morgen, så alle er enige om at kravle hurtigt til køjs ved 20-tiden og få hvilet ud. Mange store indtryk rigere.