Fredag, 16. juli 1999
Vi står tidligt op og får pakket telt. Adskillige andre trek-turister står allerede og venter på bussen, der ankommer planmæssigt. Hurtigt falder vi i snak med Hagen fra Düsseldorf. Han havde efterlyst rejsekammerater i en avis og fundet tre meget unge tyske piger at rejse med. De ville dog ikke med på denne trek-tur, så Hagen måtte selv afsted. Da vi var i "Egilsstadir" blev vi frarådet denne tur af pigen i turistinformationen, der selv havde prøvet turen, hvilket dog kun bekræfter os i, at denne tur skal vi prøve.
Hagen er IT-projektleder i et firma, der udvikler de parkeringssystemer vi ser i byerne og har tidligere rejste på cykel i Kroatien, Slovenien og Bavaria samt krydset Schweitz på cykel. Ikke overraskende har han derfor også på denne tur lejet en cykel og besøgt området ved vulkanen "Krafla" og vi overvejer at gøre det samme efter vor ekspedition.
Bussen sætter kurs sydpå, med et kort stop ved en flække - to huse og en kirke - hvor vi i øvrigt også gjorde stop på vej fra "Egilsstadir". Dennegang får vi historien bag kirken. Landmanden, der boede her, havde 70 km til nærmeste nabo. Han mente at have behov for en kirke og byggede med kommunens hjælp, noget der ligner en 10-personers kirke. Altertavlen havde han selv malet og det kan man godt se.
Der var såmænd også en kirkegård, hvor vi tæller knap ti grave. Modsat, på den anden side af vejen kan man købe kaffe og kage til rimelige priser (det kan man ikke sige om deres diasfilm, der koster kr. 100,-). Her falder jeg i snak med en dansk familie fra Roskilde, der gør næsten den samme tur som os. Bussen fortsætter ud i et månelandskab, der får mig til at tænke på tegneserien "Astrosmølfen", hvor de øvrige smølfer netop bruger en udslukt vulkan som kulisse for det månelandskab "Astrosmølfen" oplever.
Det går langsomt op for os, at ekspeditionens første dag nok går med alene at komme til "Vatnajökull"-gletcheren. Vejene bliver til stier og senere til sandbanker og grus. Nu og da hælder bussen meget kraftigt op og ned og fra side til side - noget vi hurtigt vænner os til. At krydse et heftigt vandløb er heller ingen udfordring for de stærke 4-hjulstrukne Mercedes-busser.
Vi tager et stop ved udsigtspunkter og kommer på en mindre vandretur, da vi går ned og ser nogle af de gamle huler, hvor "outlaws" - flygtede kriminelle - har skjult sig i 1700-tallet på flugt fra en skæbne i Københavnsk fængsel. Man mener at Islands mest berygtede/berømte forbryder levede herude i næsten 20 år med sin kone, uden ild og uden ret mange dyr at jage. Bønderne var selvsagt bange for disse "outlaws" og mistede nok også en del husdyr på den regning.
Sidst på eftermiddagen kan vi se gletcheren og sætte telt op ved foden af den. Der ligger også et hostel, men vi vælger at campere, da bad og toilet alligevel er med i prisen. Teltet slås op i høj skærende solskin og en meget kold vind, der kommer inde fra "Vatnajökull"-gletcheren. Vi bestiger det "overhængende" bjerg af sten og aske - en tur på godt en time til toppen. Herfra kan vi virkelig se noget - måske et par hundrede kilometer væk.
Langt borte er en kæmpe sandstorm i gang og bag os ligger den 1.860 meter høje "Kverkfjöll"-gletcher og vulkan, der er det højeste punkt på "Vatnajökull"-gletcheren og målet for vores vandretur i morgen. Vi tager nogle gode fotos i det høje og nyder nedstigningen akkompagneret af Børges meget malende beskrivelse af en bekendts ulykke ved netop denne form for nedstigning. Det får absolut sanserne i gear, da stien kun er svagt markeret i grus- og lavabjerget. Langt under os kan vi se nogle af de andre bjergvandrere som små skygger og må erkende at disse størrelsesforhold næsten er mere, end vi kan fatte. En middag senere kravler vi trætte i seng - godt spændte på turen til "Kverkfjöll" i morgen.