Søndag, den 18. juli 1999
Støvregnen falder stadig over vores camp, hvilket umuliggør "kontaktlinse-i-kraniet"-proceduren for mig. Det bliver en brilledag for første gang på turen. Mens vi får havregrød i det vindstille slud, taler vi med Hagen, der har overnattet i fjeldhytten. Hans telt er utæt og synger på sidste vers. I aftes hørte vi meget flot trompetmusik. Det viste sig at være vores buschauffør, der lige ville underholde med et par numre fra et af de mindre bjerge. Her til morgen har vi travlt og får pakket sammen til kl. 08.15, hvor bussen er klar. Det er koldt og klamt - og alle er nysgerrige efter indholdet af turens sidste dag, der går til vulkanen "Askja".
Vi skal køre omtrent 150 km igen i dag og med en gennemsnitsfart omkring 30 km/t off-road tager det sin tid. Et stort cadeau til vor chauffør. Off-road er her virkeligt "off". Paris-Dakar er det rette sammenligningsgrundlag. Bussen vrikker og tipper, mens de bugtede og snorlige hjulspor følges. Det permanente firhjulstræk er ingen luksus her, men elementær nødvendighed. God massage for ryggen, men også hårdt i længden at køre med på denne måde.
Efter et par timers kørsel ankommer vi til "Askja"-plateauet, hvor den mørke lavetunge fra de seneste udbrud i 1961 tydeligt ses i kontrast mod det 100 år ældre lyse lava. Der simpelthen groet laur på den gamle lava. Ret imponerende, at noget overhoved kan gro i denne lavaørken. "Askja" er verdens største vulkanmassiv og da vi passerer det 45 km2 store krater, indser vi hvilke kræfter der hersker herunder.
Gåturen starter efter at vi har skubbet bussen gennem meget tyk sne og der er nok længere til målet end de fleste af os forventer. Vi medbringer badetøj og håndklæder, da vi jo har fornemmet hvad der venter os, hvilket dog virker lidt vildt her i sneen og den kolde vind. Vi går nok 4 km i sne, mens vi passerer den 45 km2 store kraterbund. Det er et helt ubeskriveligt område, dette her.
"Askja"-krateret er mange tusinde år gammelt. Dets nuværende skikkelse blev skabt i 1875, da to kubik-kilometer materiale blev kastet ud fra vulkanen og skabte vejrforstyrrelser og nedfald langt ned på det europæiske kontinent. Et af udbruddene medførte en eksplosion, der skabte krateret "Viti", der er en forkortelse for det islandske ord "Helviti" - det forstås nok også på dansk. I bunden heraf findes stadig over 30 grader varmt vand. I de følgende 30 år var "Askja"-vulkanen aktiv, kulminerende med en kollaps af materiale, der blotlagde et 11 kvm. stort hul på 300 meters dybde. Hurtigt herefter fyldte smeltevand hullet og Islands dybeste sø "Öskjuvatn" var en realitet.
Vi ser begge ting, da vi endelig kommer frem. På vejen har vi passeret sort lava, hvor vi kan slappe lidt af i benene fra den dybe sne - og se de smukkeste farver og krystaller i lavastenene. "Viti" åbenbarer sig for os med dampende mælkehvidt vand i bunden, omkranset af fed klistret ler. Selve scenen er flot med klipper, lava og is rundt om det varme vand. Vor guide fortæller os at det er sikrest at stige ned langs en meget lodret bæk og det lykkedes med stor koncentration. Ikke alle deltagere er med på ideen om et varmt bad her i isen, men for os er der jo ingen diskussion. Dette er en "one-of-a-life-time-experience".
Så afsted det går. Ved vandkanten stinker det af svovl og damp står ud af kratervæggen. Strandsandet er her klinet brunt ler, men det lykkedes mig at finde en varm sten nær bækken, så min regnvåde jakke faktisk bliver lun og mine støvler og fødder nemt kan skyldes rene. Et ganske praktisk arrangement. Børge er først i vandet, skarpt forfulgt af Martin og jeg, plus et par belgiere.
De mest seje udseende fyre i army-tøj fra Finland, Tyskland og Belgien resignerer og lider tilsyneladende af vandskræk. Vi forstår ikke, at de undlader at få dette prik over i'et på denne tur. Vandet er lækkert varmt og det bliver hurtigt dybt, når man svømmer ud på midten. Det kræver lidt balance at få sig tørret og klædt på i den kolde vind og i det klamme, beskidte tøj uden at støtte sig til det klinede ler. Men det går overraskende nemt, ligesom klatreturen opad bækken igen nærmest foregår løbende. Det er som guiden sagde, meget nemmere at klatre opad.
Gåturen tilbage bliver i regnvejr, dyb sne og knudret lava. Her er meget fotogent, men alligevel umuligt at fange de mange motiver i den størknede lava, der kan ligne alt fra drager og monstre til de skønneste former. Stedet er for stort til fotos - der skal man være for at opleve. Godt brugte fortsætter vi turen forbi "Drekagil", der betyder dragekløften. Kløften har sit navn efter to specielle klippefremspring, der ligner dragehoveder.
Det er en ret fantastisk gåtur ind i kløften, der får os til at føle os meget små. I bunden er et stort vandfald, hvor magma møder sne, is og vand. Vi klatrer op ad klippevægge, balancerer på sten i vandet og tænker på Børges negative indflydelse på vejret, mens det endnu engang står ned i stænger. Lidt pudsigt er det at se, at der tages vand til hytten gennem en slange, der simpelthen er stukket ind i et hul i klippen - lige ved vandfaldet. Trykket fejler nok ikke noget og vandkvaliteten er sikkert det fineste i verden. Det er da naturlig vandforsyning.
Bussen fortsætter og vi regner nu med at turen går hjemad. Men, vi får mere for pengene og må endnu engang erkende at denne tur overgår alt i forhold til prisen på kr. 1.300. Nu stopper vi ved en oase ved foden af vulkanen "Herdubreid", der også kaldes "Dronningen over den islandske ørken". Det er en "table"-vulkan, der i istiden har bygget sig 1.682 meter op til iskanten og løbende blevet afkølet, således at vulkanens top er flad. Størrelsen er overvældende, ikke mindst fordi vulkanen står i helt enlig majestæt ude i ørken, deraf den flotte titel.
Det er også helt ubegribeligt at forestille sig isens tykkelse og på niveau med vulkanens top. Som stor kontrast ligger så denne oase, der i dag er naturreservat. I midten af stenørkenen, der skifter struktur og udseende ustandseligt, ligger her grønt græs, blomster og planter og ferskvand med en masse pil, fugle og fisk. I forhold til saltvandsflodernes brunlige fossende vand, vidner dette sted om liv og harmoni. Vi går rundt om søen, ser en harlekin-and med små nuttede ællinger, der kæmper sig op ad vandløbet, ihærdigt som var det laks i gydetiden. Ællingerne falder ned, kommer op igen og falder ned. Bussen dytter på vejen ved en flyveplads "in the middle of nowhere" og jeg rykkes ud af mit selvsving.
Nu går turen så tilbage til Myvatn. Vi har lidt tidspres, idet en af de deltagende guider skal nå et fly. Hagen står også af, da han har bestilt en uldsweater efter mål, der forhåbentligt er klar til ham - selvom han kommer en dag for tidligt. Hagen vil helst fortsætte med os til "Akureyri" og da sweateren stadig er i vasken, vælger han at opgive det projekt og tage med os. Sweateren var i en standardstørrelse, så den får de nok solgt til en anden "størrelse-large". Vi fortsætter således mod "Húsavík", hvor vi får nye passagerer ombord og købt en sandwich, på turen mod "Akureyri". Da nogle af passagerne skal sættes af ved "Godafoss", får vi også lige 2 minutters vue ud over det vandfald fra bussen.
Klokken er hen ad 21.30 da vi har passeret bjergpasset mellem "Húsavík" og "Akureyri", et område der faktisk ligner Færøerne overraskende meget med sine bløde, grønne bakker. Man kan godt fornemme, hvorfor de første nordmænd bosatte sig netop her, da de ankom til Island. Det var i øvrigt et resultat af den kyniske norske delstatskonge Harald Hårfagers sejr i et søslag ved Stavanger, der jog nordmænd på flugt til Island i år 890.
Fjorden ind til "Akureyri" åbenbarer sig lang og flot, med græsklædte bakker og snedækkede bjerge på begge sider. Vi følger et lille fly med øjnene, mens den ligger an til landing tæt ved byen i fjordens bund. Vi krydser selv fjorden over en dæmning og bliver sat af ved turistkontoret. Vi får hurtigt lokaliseret campingpladsen, får stablet det våde telt på benene, spist aftensmad sammen med Hagen og går på hovedet i seng - og skal sove længe.