Torsdag, den 26. juni 2003
Vi følte os efterhånden rimeligt rutinerede da vi aftenen før afgang sad tilbagelænede i sofaen og kiggede på vores bagage. Alt var pakket og der var ingen panik. Tanken var at køre ud i lufthavnen sidst på aftenen for at foretage check-in, så vi ikke ville have så meget bagage at slæbe på tidligt i morgen, når vi skulle flyve til Californien.
I lufthavnen viste det sig dog hurtigt at noget var helt galt. Vi var simpelthen ikke at finde på passagerlisten til det fly, vi havde billetter til. Vi forstod ingenting og forlod check-in skranken for at søge opklaring hos SAS informationen. Her kunne de se, at vore billetter automatisk var booket om til et andet fly, idet betalingen var indgået for sent.
Vi kiggede på hinanden og huskede episoden for noget tid siden, hvor vi undrede os over aldrig at have modtaget en faktura fra rejseselskabet. Da vi selv tog kontakt til dem, var de lidt rystet over forglemmelsen, men sagde at alt nok skulle gå i orden, hvis vi blot straks betalte. Det viste sig så ikke helt at holde stik. Det fly vi var flyttet til ville først afgå om 5 timer og ville medføre en lang ventetid i Frankfurt.
Den svenske SAS ansatte arbejdede dog indædt på sagen og efter en lille time havde hun fundet to pladser på et fly der ikke gik over Frankfurt, men München og med kortere ventetid mellem flyskift. Det endte altså med at vi fik et fly, der ville bringe os hurtigere til Californien end oprindeligt planlagt, og det var jo ikke så ringe. Det viste også, at det er en god ide at foretage check-in aftenen før, mens der er masser af tid.
Næste morgen kunne vi tage på bussen i ro og mag, især da vi kunne møde en halv time senere i lufthavnen end oprindeligt planlagt. Det eneste der stressede os lidt, var bussens langsommelige fremfærd, men vi kom frem og inden længe blev den obligatoriske pakke Toblerone åbnet i flyet, der havde kurs mod München.
Efter omkring 12 timers rejse, landede vi i Los Angeles kl. 10.30 lokal tid. Aftalen var at Ane’s bror Morten ville hente os i lufthavnen. Kort efter kørte en sort Cadillac op på siden af os og Morten bød velkommen til Los Angeles, mens han kvikt dreje flyderen ud på de californiske motorveje med kurs mod Valencia, der ligger to dale fra Los Angeles by.
Vi blev indlogeret på et motel af god standard og i relativ kort afstand fra Morten og Ruth. Det skulle blive spændende at opleve lidt af USA de næste dage.