Mandag, den 12. april 2004
Det var morgen da vi tog afsked med Birgit og drog mod færgelejet, for at sejle til Mwanza. Den knap 4 timer lange sejltur skulle vise sig at blive ret interessant. Færgen er oprindeligt bygget på initiativ af en dansker der hedder Steen, som arbejdede sammen med vores arrangør Michael for Mellemfolkeligt Samvirke i 1980’erne.
Lige som danske Michael var Steen også i Danmark på nuværende tidspunkt, hvorfor vi ikke fik hilst på ham. Mens vi nød udsigten over den kolossale Victoria sø kom vi i snak med Michael fra Tanzania, der havde noget af en spændende historie.
Vi mødtes faktisk aftenen før, mens jeg sad og kiggede på mine billeder fra vores safari i Serengeti. Han spurgte om jeg var fra Sverige, og da jeg forklarede at jeg var dansker stod han lidt og tænkte for sig selv. Så begyndte denne mørke mand fra Tanzania pludselig at tale flydende dansk næsten uden dialekt. Spørg lige om jeg var overrasket.
Det viste sig at han havde studeret på Landbohøjskole i Danmark og boet i landet i mere end 10 år. Han havde boet i København, Århus og Aalborg, hvor han blandt andet havde undervist på universiteterne. Det var også tydeligt at fornemme, at han stadig fulgte med i nyhederne fra Danmark, idet han var helt opdateret om de aktuelle forhold og såvel indenrigs som af udenrigspolitisk art.
På færgen inviterede hans os ind i kaptajnens kahyt og bød på te, og vi fik os en rigtig god snak om kulturforskelle og udfordringer i Tanzania og i Danmark. Eksempelvis fortalte han at folk i Tanzania ikke har evnen til at netværke og derfor ikke på samme måde som andre folkeslag kunne trække på familie og venner, når en virksomhed skulle bygges op.
På den anden side så han det som et problem for danskerne, at vi dels har en høje giftealder, og sent får børn og ofte bliver skilt. Her fandt han afrikanernes livscyklus bedre, men heller ikke problemfri. Her var medgiften et stort problem for landets udvikling. Selv var han vendt tilbage til Tanzania for at bruge sin gode landbrugsuddannelse og gøre en forskel for sit hjemland. Aktuelt var han i gang med et udviklingsprojekt, der i samarbejde med Verdensbanken skulle forløbe over 5 år med et budget på USD 75 mio.
Da vi omsider lagde til i Mwanza sørgede Michael for vores transport ind til byen. Steens smukke afrikanske kone var ankommet i bil og kort efter parkerede hun ud for et godt pizzaria og vi aftalte at hun passede på vor bagage til senere på dagen. Vi spiste frokost med Michael og fik ham til at anbefale et godt sted at overnatte i Dar Es Salaam den følgende nat.
Dagens vigtigste opgave var at få hentet vore flybilletter hos Serengeti Services og da det var Påskedag, var vi lidt spændte på om der var åbent. Mwanza by synes faktisk ikke stor, men der er ikke brugt meget energi på gadenavne eller bykort, så det tog os ret lang tid at finde stedet. Først efter hjælp fra en politibetjent kom vi på rette spor. Vi fandt stedet, fik billetterne og kunne nu gå på opdagelse i denne lidt specielle by.
Denne Tanzanias næststørste by var en mindre positiv oplevelse. Her var støvet og mudret, idet byen kun havde få asfalterede gader. Vi tog en taxa til byens marked som var en af de få attraktioner, vi havde fået anbefalet. Alligevel blev vi nu lidt skuffede nu da vi allerede havde set et lignende markedet i Moshi. Vi var heller ikke velkomne med kameraet, og selvom vi forsøgte at handle os til et foto, var folk ikke særlig imødekommende og nogle gange direkte afvisende.
Efter besøget på markedet spankulerede vi rundt i den fugtige hede. Vi fik os en frisk juice på ismejeriet ”Salma Cone” og fandt derefter en Internet cafe, så vi kunne sende besked hjem for første gang i mere end en uge. Forbindelsen var hurtig og kostede kun USD 1,00 for en time. Desværre lukkede cafeen allerede efter 15 min, så vi nåede ikke mere end at sende en mail.
Resten af ventetiden måtte vi så fordrive på pizzariaet indtil vi fandt det betimeligt at tage en taxa til den lille provinslufthavn. Da vi skulle foretage checkin foregik det ved at stille bagagen på en stor kornvægt, hvorefter vi fik vores boarding pass. Der var ingen steder at sidde, så vi gik en lille tur i området. Her var der ikke mange faciliteter, ud over en overbesøgt restaurant og en lille bar, der dog havde meget fint toilet, hvilket var meget velkomment. Min mave gav stadig problemer.
Tiden gik, og pludselig var der 10 minutter til afgang, så vi hastede tilbage. Her blev vi mødt af et stresset personale fra Tanzania Air, der havde ledt efter os og foretaget højtaler udkald. De var noget mugne og fortalte at vi ikke måtte forlade boadingrummet efter securitycheck og viste os så vejen dertil. Det viste sig at være inde i et baglokalet, der ikke var helt let at finde for os som ikke havde været her før eller kunne læse Swahili.
Vi blev fulgt til flyet og vores bagage, som de havde taget af flyet, blev bragt ind igen, hvorefter vi kunne nyde den 2 timer lange tur tværs over landet til Dar Es Salaam. Klokken var 19.30 da vi ankom til Dar Es Salaam for anden gang på vores rejse. Denne gang var her helt stille og vi kunne gå i fred for gadehandlende. Der var tydeligvis ikke ankommet internationale fly på denne tid af dagen.
Vi havde besluttet ikke at stresse, men stille og roligt følge Michaels råd og booke en autoriseret taxa, som matchede den pris, han sagde var normal. Til vores glæde var prisen på USD 10 den samme som vi gav, der vi ankom for knap to uger siden. Så var vi nok ikke blevet snydt helt som meget som vi troede.
En herlig ældre taxa chauffør kørte os til Dunbar Hotel, mens han fortalte om byen og livet i Tanzania. Han var 62 år og blevet gift som 22 årig. Nu var alle hans 4 børn voksne og han skulle pensioneres og nyde sit otium.
Da han hørte at vi skulle spise ude, insisterede han på at køre os til vores restaurant, også selvom den lå længere nede på samme gade. Området var godt nok ikke så slemt som turistfælderne nede i midtbyen, men det forhold at der sad en bevæbnet vagt udenfor hotellet betød nok at det ikke var sikkert at færdes ude efter mørkets frembrud. Det viste sig at den restaurant vi havde fået anbefalet var lukket, så enden blev at vi i stedet spiste på hotellets rimelige gode restaurant.
Hotellet havde værelser med aircondition, dog uden moskitonet og med et træls lysstofrør udenfor, men til gengæld med strøm og rindende vand, ovenikøbet varmt vand, så vi kunne tage et langt bad efter 8 dage med spande og øse. Tidligt næste morgen vågnede vi omtumlet og stresset, da hotellets personale ikke som aftalt havde vækket os. Vi havde aftalt med vores taxa chauffør at han skulle bringe os til lufthavnen, og han holdt til gengæld sin aftale.
Få timer senere sad vi i flyet fra British Airways med kurs mod København via Heathrow, med en intens og utrolig smuk rejseoplevelse rigere.