Onsdag, den 7. april 2004
Det var meget tidligt morgen da vi tog afsked med Serengeti for at køre nordpå til Mugumu, en lille by tæt på Kenyas grænse. Da vores guide skulle nå at køre hele vejen tilbage gennem Serengeti inden parken lukkede om aftenen, var det vigtigt at vi kom tidligt af sted.
Turen til Mugumu var på 90 km, men tog længere end ventet og gik ad lange mudrede grusveje, der ikke alle steder var lige gode at køre på. Turen tog omkring godt fire timer inden vi klokken 10 fandt frem til "Anitas Motel" i udkanten af byen. Motellet var en hel oase midt i de støvede, fattige omgivelser. Her var smukke blomster, bede og meget hyggeligt. Vi blev indlogeret på vores værelse og var spændte på hvordan dagen skulle forløbe.
Ane forbandende sig selv at hun havde spist af salaten aftenen før på campingpladsen. Kokken havde ellers skyllet salaten i vand renset med jod. Nu havde hun diarre og det var ikke så sjovt, når der ikke var rindende vand. I stedet måtte hun bruge vand fra den store balje, der var stillet op udenfor toilettet. Det blev dog hurtigt en vane at skylle ud på den måde, og tage bad med en øse, når personalet havde bragt en balje med dejligt varmt vand.
Det bankede på døren og ind trådte Birgit, der var mor til vores danske kontakt Michael, og hun boede mere eller mindre fast i Tanzania flere måneder om året. Meningen var at Birgit skulle fungere som vores guide og dagen efter tage os med ud til Kuria stammen, der lever meget primitivt i byen Nyambury.
Birgit var en bemærkelsesværdig kvinde. Hendes livs eventyr startede med at hendes søn Michael og hans daværende kone Louise tog til Tanzania som udsendinge for Mellemfolkelig Samvirke. Her besøgte Birgit parret og overværede bl.a. hendes barnebarns fødsel lommelygtens skær på det lokale sygehus.
Hun blev meget forelsket i Afrika og stedet, og inden længe kom hun igen med en vendinde og slog sig ned i Mugumu nogle uger. Siden lærte hun den unge lokale bonde, Francis, at kende og det blev til lidt mere end venskab. Faktisk har de netop deltaget i DR2 Temalørdag om "Kærlighed", der blev sendt i januar 2004 og handlede om kærlighed på svære præmisser.
Det var Francis vi skulle ud og besøge i Kuria stammen dagen efter og vi var ret spændte på, hvad det ville indebære. Ordet stammefolk får jo en til at tænke på de dansende Maasaier, og det var heller ikke helt ved siden af. Kurierne er et stammefolk som Maasaierne og lige så voldelige. Ingen af de to stammer er bange for at kæmpe mod løver eller leoparder, men indimellem går det galt, og Birgit kunne oplyse at to krigere var blevet dræbt af rovdyr for få uger siden.
Maasaiernes holdning til andre er lidt arrogant og det er deres overbevisning at de ejer alt kvæg på jorden. Det er en overbevisning der nok kan skabe strid, og byen vi skulle besøge i morgen var faktisk et tidligere Maasai-område, som kurierne havde tilkæmpet sig. Modsat Maasaierne er Kurierne bønder, og nok den lavest rangerende stamme i landet.
Vi brugte resten af dagen på at gå en tur rundt i Mugumu sammen med Birgit. Hun var en glimrende guide og fortalte indlevende om byen, om nødhjælpen og viste os markedet og fortalte om de forskellige varer der blev solgt.
Frokosten blev indtaget på en lokal restaurant, hvor maden og teen blev kogt igennem. Det var faktisk mest i turistområderne at folk fik dårlig mave, fordi man forsøgte at lave vestlig mad. Når man spiste lokalt var salaten altid kogt og kødet kogt og gennemstegt. Det var ikke det bedste måltid i verden, men det smagte rimeligt og prisen på kr. 4,00 synes rimelig overkommelig.
Tilbage på motellet kom vi i snak med en tysk kartograf fra Nairobi. Han var i gang med et større projekt. Det viste sig at hele dette nordlige område af Tanzania var dårligt kortlagt. Eksempelvis var Mugumu næsten ikke synlig på det bedste kort, på trods af at byen vel er på et par tusinde indbyggere og med opland huser næsten 18.000 indbyggere og har en lille lufthavn.
Da byen motellet ikke havde elektricitet, blev der hver aften startet en diesel generator, så vi havde strøm fra kl. 18.30 til 23.00. Tyskeren skulle dog bruge strøm allerede fra klokken 16.30 for at få sine data overført fra sit måleudstyr til sin pc, og betalte derfor den ekstra diesel. Det gav os en kærkommen mulighed for at få opladet kamera og pc, hvilket var tiltrængt efter 4 dage på safari uden strøm.