Fredag, den 9. april 2004
Vi stod tidligt op for at kunne køre mod Ukerewe. Inden da skulle vi dog ned i byen for at købe lidt ind. Maven var stadigt i uorden efter et par dage på risvand, så jeg valgte at gå på Imodium kur, da vi nu skulle ud på en krævende dagsrejse. Vores bil var ankommet og ganske overraskende var det ikke en 4WD men istedet en almindelig sedan, en Toyota Camry størrelse, og det skulle vise sig ikke at være specielt praktisk til disse veje og med vores bagage.
Vel inde i bilen fortalte chaufføren at han havde en ekstra mand med, da denne havde kørt hele natten hertil. De insisterede på at begge skulle med retur, men det ville være virkeligt ubekvemt, så vi nægtede prisen taget i betragtning. Vi havde trods alt betalt 250 USD for 200 km transport, som dog forventes at tage 8-10 timer.
Medhjælperen tog modstridende bussen, mens vi og vores chauffør kørte ud af Mugumu med kurs mod Ukerewe. Det gik fint og chaufføren foreslog en alternativ vej, som han mente var den bedste. Vejen var efter forholdene fin, men fyldt med store sten, der slog hård mod bilens bund. Da hastigheden var pæn, tænkte vi vort om, hvorvidt bilen kunne holde.
På et meget øde sted, omkring 50 km fra nærmeste større by, sagde det ”bang” og bilen stoppede. Vi var nok punkteret og jeg steg beredvilligt ud for at hjælpe med at skifte hjul. Desværre var det forbroen, der skulle skiftes, idet højre forhjul og støddæmper stod helt på tværs uden forbindelse til resten af styrtøjet. Der var ikke meget at gøre.
Vi fandt et sted i skygge og satte os til at vente, mens chaufføren ville klatre op ad bjerget for at finde mobildækning. Måske var der håb, Tanzania er trods alt det land i Afrika med bedste mobildækning. Vi ventede, snakkede og læste. Efter en time hørte vi motorstøj og sprang op for at stoppe bilen. De kom fra vores bestemmelsessted og kunne ikke rigtigt hjælpe. Vi kunne ikke tage med, da vores chauffør endnu ikke var tilbage, og vi havde nøglerne til bilen. Vi ville trods alt ikke lade ham i stikken.
Efter endnu en halv time kom vores chauffør tilbage med gode nyheder. Det var lykkedes at få tilkaldt hjælp og en bil ville blive sendt afsted. Flere timer svandt, og 3-4 biler og et par busser kom forbi. Alle gjorde holdt for at se om de kunne hjælpe, men måtte ofte med høj latter over det komiske i situationen, resignerede for så at tage videre.
Endelig efter 4 timers venten kom en Toyota Landcruiser og et par medhjælpere. Vi blev installeret i Toyota’en, mens medhjælperne blev tilbage for at holde vagt over bilen og eventuelt forsøge at reparere den ved hjælp af ingenting. Det er de jo ret fantastiske til hernede.
Vejene blev værre og flere gange faktisk svære at forcere for Landcruiseren og vi blev alle godt og grundigt rystet sammen. Det var efterhånden hen på eftermiddagen og vi indså at det var umuligt at nå den sidste færge. Planen blev derfor ændret, således at vi kunne overnatte på et godt motel i Bunda.
En ulykke kommer jo sjældent alene. Motellet i Bunda var til vor overraskelse fuldt booket og der var ikke andet at gøre end at køre gennem byen og videre. Byen var en lille flække og ret farverig. En lastbil med en Mærsk container sneglede forbi som en lille hilsen hjemmefra.
Næste mål var Kibara, en meget lille landsby, hvor der vistnok var et guesthouse af ret lav standard, men dog et sted at sove. Efter knap et par timers kørsel ankom vi efter mørkets frembrud, blot for at opdage at stedet var lukket, men heldigvis var der kommet et nyt guesthouse i den modsatte ende af den lille landsby.
Det var et basalt sted, men bedre end frygtet. Værelserne var store, der var forholdsvis gode senge og myggenet, men ikke rindende vand og el.
Udenfor huset stod en vagtmand med lommelygte, transistorradio samt bue og pil. Det var lidt forbløffende at se på, men han var givet effektiv.
Vi var godt ømme i alle led efter en hård dag og så frem til en god nats søvn, selvom vi skulle meget tidligt op næste morgen for at nå færgen.