Torsdag, den 8. april 2004
Vores taxa chauffør var ankommet da vi havde fået morgenmad, hvorefter vi straks kunne tage af sted mod Nyambury og Kuria stammen. Mens vi kørte fortalt Birgit en del om området, der ligger tæt på Serengeti. Byen Nyambury er kun omkring 50 år gammel, hvilket i øvrigt også gælder Mugumu, så udviklingen er trods alt gået stærkt de senere år.
Nyambury var som ventet meget primitiv med små boder, stråtækte lerhytter og en fælles dieseldrevet kornmølle. Byen blev skabt da Kurier vandrede hertil og fordrev Maasaierne. I dag har landsbyen og opland omkring 3.500 indbyggere og 600 skolebørn, hvilket bestemt ikke er til at se. De fleste bor dog ude blandt markerne.
Turister er ikke så udbredte på disse kanter, så der blev kigget meget efter os. Når børnene fik øje på mit kamera, stimlede de næste straks sammen og stillede sig op til et foto. Her var det sjovt at kunne vise dem billedet på digitalkameraet umiddelbart efter, og så blev jeg populær. Børn kom løbende og hev i kameraet, hvorefter de flækkede af grin over at se sig selv.
Hos Francis' blev vi budt varmt velkommen med et smil og et stort frokostbord, hvor vi fik afprøvet mange af de lokale retter. Til dagen var indkøbt æg, bagt pandekager og lavet te. Min mave havde det ret skidt og jeg fik afprøvet det primitive das bagerst i haven. Der var ingen ende på hjælpen. Jeg fik ris-te, deres lokale hirsedrik, og en kraftig te der smagte som is-te. Altsammen noget der skulle kunne hjælpe maven.
Vi gik en lang tur rundt i området og så Francis' marker og efter gåturen var der en lokal præst på besøg, der han tilbød at bede for mig. Det var en lang, voldsom forbøn, der foregik med håndspålæggelse og lukkede øjne mens han råbte på helbredelse fra det høje og kommandere det dårlige i min mave at forlade mig. Vidste jeg ikke bedre ville jeg tro det nærmest var en djævleuddrivelse, jeg var udsat for. Desværre stod effekten ikke mål med indsatsen.
Mens vi gik tur i markerne viste Francis os en mine, hvor nogle mennesker havde gravet efter guld. En heksedoktor havde lagt mærke til Birgits tilstedeværelse og fandt det mistænkeligt at en rig hvid kvinde boede her af kærlighed til en fattig ung bonde. Der måtte stikke noget under, og historien gik på at hun var en efterkommer af de tyske koloniherrer og sikkert vidste at der var guld på Francis' jord.
Der gik ikke lang tid før guldgravere uden tilladelse invaderede hans jord og med skovle og dynamit arbejdede sig mere end 20 meter ned i jorden. De opgav forehavendet, blot for at prøve andetsteds på grunden. Endnu en gang var der ingen held, så nu har de påbegyndt et tredje sted til stor frustration for Francis.
På et tidspunkt havde en af graverne truet Birgit, men hun nænnede ikke at melde den gamle mand til politiet, idet han næppe ville overleve et fængselsophold. Hun fortalte at politiet var særdeles voldeligt i Tanzania og givet ville invalidere manden. Generelt er det sådan i Tanzania at de store børn slår de små, far og mor slår børnene, manden slår kvinden og nogen gange omvendt. Politiet slår alle og de er som nævnt særdeles barske.
Birgit vidste os sit nye jordlod som hun havde købt for kr. 800, hvor hun har lavet en lille køkkenhave og Francis plantet bønner. Bønnerne var delvist spist af løst gående kvæg, da den velhavende nabo var ligeglad med at hans køer græssede i Francis' afgrøder. Fællesskab var der ikke meget af og Francis havde eksempelvis opgivet at holde høns, da indbyggere i byen huggede dem til sig selv.
Det svage sammenhold blandt de fattige så vi eksempler på flere steder. På et tidspunkt anlagde en svensk nødhjælpsorganisation fire brønde, så byen havde let adgang til drikkevand. Desværre havde organisationen ikke checket om jorden var offentligt ejet, hvilket ikke var tilfældet med brønden tæt på Francis' hjem. Ejeren af jorden begyndte at kræve betaling for vandet, og resultatet var at byens indbyggere blev sure og saboterede pumpen. Den virker endnu ikke, så nu henter indbyggerne vand op af brønden ved hjælp af en lang stang og en spand.
Francis forsøger at ændre på tingenes tilstand, eksempelvis ved at lave et fodboldhold for byens drenge, så de lærer at blive et team og ikke slå eller genere hinanden, men i stedet hjælpe hinanden. Det ser ud til at virke og forældende er glade for at deres drenge har ændret adfærd.
Francis er 33 år og ud af en søskendeflok på fem og den eneste der føler ansvar for at tage sig af sine forældre. Han bor sammen med sine forældre, lillesøster og to brødre, der i nogen grad lever på hans ihærdighed. Han har en ung kenyansk hustru på 21 år, som endnu ikke var betalt med de obligatoriske køer, der normalt er medgift for en hustru. De har nu været sammen i 6 år og Francis forsøger at opbygge økonomi til at betale, så hendes familie ikke på et tidspunkt skal komme og hente hende tilbage. Denne naturaløkonomi er desværre meget ødelæggende for befolkningens udvikling.
Imens forsøger Birgit at gøre en forskel i det fattige samfund. Hun har etableret solceller på taget, der er effektiv nok til at drive en elpære og en ghettoblaster. Et andet projekt er at opsamle regnvand i et stort bassin og hullet er gravet, men hun mangler de penge der skal til for at lave et cementeret bassin. Det er omkring kr. 1.000, men når man også vil starte busrute, kunne overrisle markerne og give Francis kørekort, må man prioritere.
Senere på dagen besøgte vi genboen, der ejede 10-15 køer og som sådan en meget velhavende mand. Det var ikke just det indtryk vi fik, der vi blev inviteret indenfor i lerhytten. Her stod en seng af skind og i modsatte ende var en lille kalv tøjret om natten, hvilket man godt kunne lugte. Igen havde disse heksedoktorer vist deres magt, ved at forbyde at kvægets afføring blev brugt som gødning, idet de mente at dyrene ville dø. Så nu lå det i stedet midt i gården og lugtede fælt.
Det lykkedes Birgit at få en handel i stand, hvor hun købte gødningen til brug for Francis' marker og dermed kunne få indført gødskning i området. Det bliver spændende at se, hvad den udvikling fører med sig i fremtiden.