Mandag, den 5. april 2004
Det var tidligt morgen da vi gik ned til det primitive toilet, hvor vi kunne vaske os og børste tænder i det kolde vand. Morgendisen lå tungt ud over krateret og vi var lidt misundelige på vores hollandske medrejsende, der skulle ned i krateret her til morgen, mens vi skulle fortsætte til Serengeti.
På vej ned af kraterkanten kørte vi ind forbi en af de luksuriøse lodges for at hente ekstra forsyninger. Stedet var nærmest indrettet som et luksushotel med stor hall, reception og restaurant. Selvom det var flot, virkede det ikke tiltalende at bo på luksushotel herude i naturen. Vi var i hvert fald glade for at kunne høre dyrene om natten i vores lille telt.
Vi kom kørte videre og kom ret hurtigt ned på den flade savanne og så ofte giraffer, hyæner og andre dyr i dette område mellem Ngorongoro og det egentlige Serengeti. På vejen så vi mange flotte Maasai krigere, med store øreringe og de obligatoriske røde kapper om sig. Serengeti er i øvrigt Maasaiernes navn for stedet og det betyder meget beskrivende: "uendelig".
Maasaierne lever kun af deres kvæg, drikker blodet og må ofte kæmpe mod andre stammer og rovdyr, for at forsvare deres livsgrundlag. Som en af de få oprindelige befolkninger har de formået at indpasse sig og leve af turismen og stadig holde fast i deres oprindelige traditioner og levevis. Faktisk er turismen skyld i at Maasaierne har reetableret nogle af deres gamle danse og skikke, så de har noget at vise i deres turist landsby.
Efter en times kørsel på grusveje mellem store græsområder, ændrede området karakter, da chaufføren drejede ned ad et udtørret flodleje, hvor store sten, lave træer og små søer viste berettigelsen i at køre i en firhjulstrukken bil. Snart fandt vi igen en grusvej og ankom til krateret "Olduvai George", der også kaldes "Menneskehedens vugge". Krateret er 90 meter dybt og 50 km langt og er karakteristisk ved sin unikke geologiske historie, hvor lag på lag af vulkansk affald viser hvorledes vejr og dyreliv har udviklet sig gennem de seneste 2 mio. år.
Det er også her nogle af de ældste spor af mennesker er fundet, herunder det 1.8 mio. gamle kranie af et abe lignende væsen med kælenavnet "Nøddeknækker manden" efter hans store kindtænder. I 1972 fandt man her menneskelignende fodspor der var mere en 3.7 mio. år gamle og i det nærliggende lille museum var der udstillet afstøbning heraf sammen med en lang række fund fra stedet
Efter indkøb af vand og lidt souvenirs fortsatte vi op til nationalparkens indkørsel og stoppede for at få vores frokost. Det var tydeligt at se, at her kom mange turister igennem. Toiletforholdene var meget gode og der var anlagt en fin sti, der gik op til et udsigtspunkt. Mens vi sad og spiste vores mad, hoppede nogle usædvanligt flotte fugle rundt på bordene og forsøgte at få sig en godbid. Det viste sig senere at de farverige fugle var ligeså almindelige her som gråspurve derhjemme.
Veltilpas fortsatte vi køreturen ind i nationalparken, hvor området ikke adskilte sig særligt fra det, vi havde set de seneste timer. Vores guide fortalte, at han ville vise os den sydlige del af parken i dag og først sidst på aftenen tage op i den nordlige del til vores camp site. Årsagen var at langt de fleste dyr befandt sig i den sydlige del af parken på denne tid, fordi her var så frodigt i regntiden. I vinterperioden, hvor her var flest turister, drog dyrene faktisk nordpå mod Kenya for at finde føde, så det var det helt rigtige tidspunkt for os.
Vi må erkende at vores guide, Hassan, kunne sine ting. I løbet af denne eftermiddag på savannen så vi mere end vi havde turde håbe på for hele turen. Vi lagde hurtigt mærke til de utallige storke som fløj over os og kort efter spejdede guidens trænede øje en gammel løve, der var træt af dage. Kort efter så vi et helt løvekuld af unge løver, der dasede i solen. En ung hunløve slikkede på resterne af en antilope, mens andre pænt lå i kø til det blev deres tur.
Selv stod vi i bilen kun få meter derfra og betragtede dette fantastiske skue og måtte knibe os i armen. Tænk at vi stod her i det rigtige vilde, og så rigtige vilde løver, der frit kunne bevæge sig og jage. Det var en intens og meget tilfredsstillende oplevelse.
Guiden var tålmodig og vi lod kameraet arbejde, mens løverne hyggede sig i græsset uden at ænse vores tilstedeværelse. Det var ret imponerende at de fandt sig i bilerne og at vi kigge på, men turister har nok altid været en del af deres liv og vi udgør jo ikke nogen trussel for dem.
Kort efter denne store oplevelse, blev vi snart budt på den næste. Guiden havde talt lidt i walkie-talkie og stoppet op for at konferere med en af de øvrige biler. Der var geparder i nærheden. Vi kørte væk fra vejen og pludselig stoppede bilen. Vi kigge lidt tilbage og der kom to geparder gående med kurs mod den kæmpestore flok af gazeller, der stod i horisonten.
De gazeller der var i kursretningen løb fra den ene til den anden side, men de der stod uden for reel fare græssede mens nogle holdt øje med kattedyrene. Imens gik geparderne tættere og tættere på antiloperne, der samtidigt sørgede for at holde afstand. Guiden fortalte os at geparderne ventede på, at et fejltrin skulle opstå og først der indlede jagten. Det skete dog ikke, heller ikke selvom vi igen kørte op på siden af geparderne. Gazellernes strategi lykkedes og jagtheldet var ikke med kattene denne gang.
I horisonten formede skyerne store formationer og i det fjerne kunne vi se, hvorledes kraftige regnskyl satte himmel og jord i et. Solen brød ind og mens vi kørte nordpå mod vores camp site, nød vi den nedgående sols skønhedsmaleri på himlen og de kolossale vidder herude på savannen.
Vi nåede lige at få vores telt sat op på "Pimpa" camp sitet inden solen gik helt ned og det blev bulder mørkt. Hollænderne var allerede ankommet og havde ligesom os haft en oplevelsesrig dag på savannen. Vi fik aftensmad og hyggede os sammen i petroleumslampens skær.