Lørdag, den 10. april 2004
Klokken seks havde vi soigneret os overfladisk og pakket bagagen. Udenfor var det stadigt mørkt da vi kørte ud af Kibara og stjernehimlen lyste endnu smukt. Vejene var bestemt ikke blevet bedre og de næste to timers kørsel var en prøvelse. På et tidspunkt kunne vi dog se Victoriasøen, hvilket var en dejlig afvekskling fra de noget ensartede omgivelser.
Omkring klokken halv otte ankom vi til havnebyen Kisorya, blot for at indse at vores færgeplan var behæftet med fejl. Færgen ville ikke sejle klokken otte, men først halv ti. Altså endnu to timers ventetid.
Vi fik spist lidt morgenmad ved en af de lokale cafeer og kigget på de mange handelsboder, der mest var afskallede træstader med fantasifulde navne: Frisøren hed eksempelvis ”Tanzania Cutting Center” og ved siden af lå et: ”Music Recording Center”, hvilket var ret imponerede i betragtning af at byen ikke havde strøm. Da vi i går kørte gennem byen ”Bunda” havde vi set et faldefærdigt afpillet træskur med skiltet ”Investment Ltd” så intet kunne overraske os her.
Endelig blev klokken halv ti og færgen ankom, hvilket samtidigt medførte vild aktivitet og et inferno af larm. Busser var bakket ned til færgen for at opsamle passagerer, og for at indikere at de nu ville køre, blev et forfærdeligt flertonet horn presset til det yderste, hvilket fik selv de støjelskende afrikanere til at holde sig for ørerne.
Vi kom ombord og nød at se vand igen, mens færgen tilbagelagde det korte stykke på lidt over ½ time. Vel i land på Ukerewe fortsatte turen på dårlige veje, indtil vi endelig efter et helt døgns rejse ankom til Gallu Beach Hotel og blev indlogeret i suiten. Den eneste forskel på suiten og de øvrige værelser var nu alene at vi havde et ekstra rum. Der var ingen rindende vand og ej heller el her midt på dagen, men som i Mugumu kunne vi få varmt vand bragt til værelset og om aftenen ville en dieselgenerator sørge for strøm.
På hotellets veranda sad vores guide, Mwenge, utålmodigt og ventede på os. Vi skulle jo have været her allerede i går aftes, så formiddagens tur måtte han aflyse. I stedet kombinerede vi dagens to ture, så vi kunne nå det meste i løbet af en lang eftermiddag. Mwenge havde arrangeret en taxa så vi hurtigt kunne komme rundt på øen. Alternativet var cyklerne, men her i regntiden var grusvejene ikke så fremkommelige, hvilket vi senere kunne bekræfte.
Ukerewe er bestemt ikke et sted, der bliver overrendt af turister. Alene det forhold at øen ligger ude på Victoriasøen sætter sine begrænsninger. Derfor er der heller ikke opdyrket de store turistattraktioner på øen. Reelt er lokalbefolkningen og den afslappede stemning nok den egentlige grund til at besøge øen. Her kan man ved selvsyn opleve et Tanzania, der er uspoleret af turister, og hvor nogle af de mindre børn måske aldrig har set hvide mennesker før.
Mwenge viste os et hus der havde tilhørt øens høvding. Huset var fra 1920’erne og stadig i høvdinge familiens eje, selvom efterkommende for en stor del nu boede i udlandet. Tidligere havde der været flere høvdinge på øerne omkring, men den sidste formåede at samle alle indbyggere under sig. Reelt dræbte han først sine brødre og derefter sin far. Han har været høvding sidst i 1800-tallet og var blevet omvendt og døbt af missionærerne, hvorefter han krævede at hele øens befolkning lod sig døbe. Det gjorde de, selvom de naturligvis ikke slap deres traditioner og heksedoktorer.
Missionærerne ankom første gang til øen i 1890’erne, blot for at blive udryddet. Høvdingen beordrede dem alle dræbt, hvilket omfattede 27 præster og nonner. Senere kom flere missionærer til og de blev på øen og missionerede med en vis succes. Heksedoktorerne blev dog stadig spurgt til råds og bliver det den dag i dag.
Man spørger for eksempel om hvorfor man ikke får børn, hvorfor man er fattig og om man kan få en drik, så man bliver klogere og får succes. Ikke overraskende mener heksedoktorerne som regel at kunne hjælpe med en kur. Det kunne også have uheldige konsekvenser når der blev spurgt for meget. En høvding kunne blive afsat hvis eksempelvis regnen udeblev, for så var hans guder ikke effektive.
Senere besøgte vi en form for naturlig stendysse der tidligere havde været ret utilgængelig. Den var tidligere blevet anvendt af høvdingen som en slags bank, hvor man opbevarede værdier. Herfra kunne man se over hele øen. Tilliden til det primitive bankvæsen faldt da den sidste høvding som 12 årig slog sin far ihjel og beslaglagde bankens værdier. På øen har man siden overvejet at oprette et museum her, men initiativtagerens midler slap op og idag bruges det som toilet at de lokale.
Nedenfor så vi børn spille fodbold, med en bold lavet af blade og grene. Det virkede som om, at det var første gange de så hvide mennesker, og nogle blev så bange at løb deres vej, men skulle alligevel lige tilbage og se igen. Så smilede vi og vinkede, og de flækkede af grin og vinkede tilbage. Nogle ville røre vores arme, da de havde hørt at vor hud skulle være helt usædvanlig blød. Andre stod totalt forstenede og stirrede nærmest chokeret på os. Godt at Ane ikke var blondine, hvor så var de helt givet besvimet af forundring.
I byen stoppede guiden og købte kiks og sodavand til os. Som det mest naturlige smed chaufføren blot emballagen ud af vinduet, og vores opfattelse af afrikanernes liv i pagt med naturen blev slået noget ud af kurs. Efter rejser i Sydamerika, Asien og Afrika må vi erkende at jo fattigere man er, desto mindre tænker man på naturen, sine omgivelser og fællesskabet.
Tilbage på Gallu Beach Hotel nød vi en virkelig god fiskeret i den primitive restaurant. Stedet har mange flagermus og de har indlogeret sig under hotellets tag. Mens vi spiste fik en flagermus forvildet sig ind til baren, hvor den humpede hen over gulvet og fløj ind i væggen. Vi var et par stykker der forsøgte at få det hjælpeløse kræ ud i friheden igen og efter en brav kamp lykkedes det til sidst.