Lørdag, den 3. april 2004
Vi blev vækket af børnesang denne lørdag morgen. Nede i restauranten viste fjernsynet lokal børnetime, men for os lød det som når en hel skoleklasse synger. Det var ret charmerende. Vi besluttede os at dase lidt og fik hygget os, inden vi tog på opdagelse i byen.
Ane’s onkel har arbejdet i Tanzania for næsten 30 år siden, og sidste år var han og fasteren inviteret til bryllup. De anbefalede os at bruge noget tid i Moshi fremfor storbyen Arusha, idet Moshi skulle være en meget mere hyggelig by. Det skulle vise sig at være et rigtigt godt råd.
På busturen herop havde vi haft nogle dårlige oplevelser, når vi forsøgte at fotografere. Generelt vil folk ikke fotograferes af turister, og de vil ihvertfald ikke fotograferes uden betaling, og prisen kunne være ret høj. Vi var derfor lidt diskrete med kameraet, men havde det naturligvis med i tasken.
Vi startede med at hæve penge, sende en email hjem, for derefter at tage en taxa til den lille cafe ”Coffee Shop”, der blev anbefalet i vores rejse guide. Her var der en lille souvenir butik, og den indiske ekspedient fortalte os at de lavede alle deres varer i en lille fabrik, som vi da skulle tage hen at se. Vi skulle gå lidt raskt, da det snart var lukketid.
Udenfor cafeen blev vi kontaktet af en ung gadesælger på omkring 18 år, som tidligere havde forsøgt at sælge batikkunst til os.
Han var meget ihærdig, men virkede også ret fornuftig og med god humor. Vi lod ham forstå at han godt kunne følge os, og fik dermed en uofficiel guide. Det gav os mange fordele. Dels kunne det holde mange andre gadesælgere på afstand, dels gav det os en vis sikkerhed.
Det bedste var dog at han insisterede på at vi bare kunne tage fotos, hvilket dog nogle gange krævede lidt betaling og en enkelt gang var ved at ende i tumult og skænderi. Ellers blev vi i langt højere grad accepteret at lokalbefolkningen og fik os nogle gode grin og oplevelser undervejs.
Den indisk-ejede fabrik lå et stykke udenfor byen og gåturen derud var ret spændende. Nok et sted vi ville være lidt utrygge ved at gå ud til alene, men med Kibu, vor guide, blev det en underholdende tur. ”Pole pole” sagde han, da Ane var ved at snuble; tag det roligt og gå langsomt som vi afrikanere, forklarede han med et smil.
Fabrikken var fascinerende. Ejeren bød velkommen og da han hørte at vi var fra Danmark hentede han straks sin samling af visitkort og viste 2-3 stykker fra Danmark. Faktisk startede han sin eksport med at sende varer til Århus for 20 år siden, hvor der var et støtteprogram igang, og han havde såmænd været i Århus og København adskillige gange siden.
Fabrikken støttes af regeringen og blandt andet af Lions Club International, idet 70% af de ansatte er handicappede. Vi så svagtseende kvinder lave tørrede blomster til postkort, mænd uden ben slibe horn til smykker og lave det flotteste arbejde i skind og træ. Efter at have købt lidt suvenirs fortsatte vi med Kibu op i byen for at få en kold Cola.
Markedet var ligesom forventet, fyldt med frugt og grønt i fantastiske farver, alverdens varer og ihærdige sælgere.
Vi gik ind til det overdækkede marked, hvor nogle mænd kiggede nysgerrigt på os, men ved synet Kibu kunne de forstå, at han var en slags guide for os.
Ved fiskebordet råbte pigerne smilende til os på swahili om dagens tilbud, hvilket vi dog ikke kunne overkomme, men vi fik os da en god ”snak”. Også her fik vi handlet lidt og et par gange måtte jeg love at sende mine fotos til Kibu, så de kunne få det op at hænge.
Det var blevet hen på eftermiddagen da vi spurgte til en god restaurant, og fik os noget sent middagsmad. Vores guide spiste med og han gav os adressen på restauranten, så vi kunne sende de lovede fotos til ham. En anden fyr havde fulgt os og bød lidt frækt sig selv til bords. Han spurgte til, hvor vi skulle hen og tilbød at hans bror, der var taxachauffør, kunne køre os billigt til bussen.
Ved hotellet vi fik sagt pænt farvel til Kibu, der også fik en god skilling for hjælpen og fik den anden til at køre os til bussen. Her blev vi desværre snydt, idet vores mand fortalte at han havde betalt bussen og broderens taxakørsel, og vi blot skulle betale ham.
Det skulle senere vise sig, at bussen ikke var betalt, og prisen herfor iøvrigt var 1/5 af hans beløb. Selvom det ikke var noget stort tab, blev vi alligevel noget sure, da vi faktisk havde hørt om prisniveauet tidligere, men var blevet lidt forblændet af Kibus gode væsen. Alle mennesker er ikke lige gode.
Turen med minibus til Arusha var dog en spøjs oplevelse. Komforten var bestemt ikke den bedste, idet bussen blev fyldt op godt og vel, så vi sad næsten på lårene af hinanden. Til gengæld var der udelukkende lokale med, da vi jo var i lavsæsonen.
Pludselig sad jeg ved siden af fire høje Maasai krigere, klædt i rødt skærf og med hyrdestok. De hilste smilende, hvorefter den ene gestikulerede at han gerne ville have mit ur. Da jeg afviste, ville han gerne have penge. Jeg tilbød penge, hvis jeg måtte tage et billede, men det ville han ikke vide af. Senere da bussen skulle betales, tilbød Maasai krigeren så at jeg kunne tage billedet mod betaling, da han øjensynligt ikke havde penge til bussen. Det forbød min stolthed mig, og med Maasiernes arrogance og evne til at udnytte turisterne, havde jeg det fint med det. Jeg skulle nok få et billede senere.
Vi ankom til Arusha, hvor en taxa ventede på os, og kort efter ankom vi til Ethiopian Spice & Herbs lodge, hvor vores safari arrangør havde booket værelse til os. Det var et skønt sted, beliggende i grønne omgivelser, med store fugle i gårdhaven og en snakkesagelig papegøje i bur.
Om aftenen kom safari arrangøren, Selemenari, forbi. Han havde et princip om at altid møde sine kunder. Han kunne godt huske de to svenske piger fra sidste år, som anbefalede mig til ham, og havde også set billeder af dem på min hjemmeside fra turen i Etiopien. Det var en rigtig god snak vi fik med ham om livet i Tanzania og andre afrikanske lande. Nu ventede det fire dag lange eventyr i Ngorongoro og Serengeti forude.