Tirsdag, den 20. juli 1999
Vi får pakket teltet på rekordtid og spadseret ned til "Akureyri" busstation, så vi kan nå bussen mod "Reykjavík". Hagen og hans rejsevenner, de tre tyske piger, tager med. Stemningen mellem pigerne har været problematisk og de har også været lidt på kant med Hagen, i og med at han rejser mere med os, end med pigerne.
Det er en ordinær busrute, så de forskellige stop er korte og lige nok til at købe lidt mundgodt og strække ben. Vejene herude er grusveje, men meget bedre standard end de bjergveje, vi har prøvet. Vi ankommer kl. 13 til "Hveravellir", der ligger midt imellem de to gletchere "Hofsjökull" og "Langjökull" i det centrale Island.
Her ligger såmænd et lille hostel og en campingplads, midt i det vindblæste åbne landskab. Der er kun lunken svovlvand, der dog hverken lugter eller smager specielt meget. Pudsigt at koldt vand, kan være en mangelvare. Vi får sat teltet op i den kolde, kraftige vind og kigger os omkring. Her er boblende svovlhuller, der spyr kogende vand og damp op i luften og samtidigt opvarmer en lille pool, hvor gæsterne bader.
Vi bruger eftermiddagen på en 4 timers travetur gennem stenørkenen ud til en karakteristisk spids "klippe" kaldet "Strykur". Vi følger en sti markeret med de sædvanlige gule træpinde, der overalt på Island viser ruter. Markeringerne er helt nødvendige, da der ofte ikke findes en sti, kun de gule retningsanvisninger hen over lavamassen. Undervejs bestiger vi en høj bakke af lava og nyder den fantastiske sigt her i det gode, men ret blæsende vejr. Vi fortsætter i det meget ørkenlignende flade landskab og får øje på "Strykur" i det fjerne.
Vi går og skutter os i den nu temmelig kolde vind fra gletcheren, da vi nærmer os målet - og pludselig stopper. Lige for vore fødder åbenbarer et kæmpe krater sig, hvor der dybt nede ligger sne langs kanten - ret syret, her midt i en solfyldt, tør stenørken. Vi bestiger "Strykur" i kold kuling, vinden er i hvert fald svær at ignorere, hvilket også kan siges om udsigten. Helt utrolig - ja, malerisk er vel det rette ord.
Vi har meget klar sigt til begge gletchere og kan se flere hundrede kilometer væk. Ifølge Hagens GPS har vi tilbagelagt 5,8 km på knap 2 timer, hvilket siger mere om terrænet, end om vor kondition. Efter nu at være blæst godt igennem, taget fotos i en, for en gangs skyld, solrig dag og spist vor medbragte Mars-bar, går turen nu tilbage i noget hurtigere trav.
Faktisk på godt og vel en time, i modvind. Fødderne er godt ømme og varme, da vi får trangier-sættet i kog og får lavet en god gang nudler sammen med Hagen. Vi hjælper en trivelig enlig tysk pige med at rejse telt og byder hende indenfor. Det viser sig at Suzanne, som hun hedder, bor på Island og arbejder her som landmand. Lige nu er hun på ferie og skal ud og se på naturen. Hun fortæller at hun har deltaget i et naturbeskyttelsesprogram, hvor hun har plantet flere tusinde træer, hvilket der nok kan være behov for her på den golde ø.
Børge og jeg bliver enige om, at det egentlig er en passende aften at få en lille pind i øret og en rævesøvn dagen derpå. Bussen kører jo alligevel først kl. 13 og vi har ligesom set det, der er at se her i rimelig gå-afstand. Altså kommer den medbragte Bailey's og vodkaen frem, mens stemningen i teltet langsomt fortrænger den vilde vind. Hagen inviterer os indenfor i hytten, på trods af at stemningen de tyske piger imellem vist er lidt - kompliceret.
Vi mener dog at kunne invitere os selv, så længe vi medbringer vodkaen. Det viser sig at holde stik. Det bliver hyggeligt på det tætpakkede loft, som vi dog ret hurtigt må forlade, da nogle af pigerne går til køjs og ikke mindst fordi en hel række midaldrende italienere i lyserøde soveposer godt vil have lidt "Silencio!". På vej mod teltet og soveposen passerer jeg pool'en, der i nattens mørke er fyldt med vore franske naboer. De modtager med tak den resterende vodka, hvorefter Børge og jeg får lettet trykket og hjertet inden vi forsvinder ind i drømmeverden.