Torsdag, den 22. juli 1999
Solen fra i går er borte. Vi har sovet for længe og har egentligt mere travlt end ventet. Det ender faktisk med at vi alle må løbe mellem bybussen og udenbysstationen, for at nå afgangen til "Bláa Lónid" (Blue Lagoon). Vi har købt et 3-dages turistpas, der dækker alle bybusser, svømmehallen og museumsbesøg - men ingen af vore aktiviteter i dag.
"Bláa Lónid" er en meget meget spektakulært anlagt sø, nær ved "Svartsengi" varmvands-kraftværket. Værket generer strøm ved brug af det kogende vand og det efterfølgende 70 grader varme vand afkøles yderligere, mens det ledes ud i en stor sø midt i den vulkanske stenørken. Ret syret. Faktisk er vandet ret saltholdigt og kan betegnes som kemisk affald, selvom det er rent "affald". Badende gæster smører vulkanaske fra bunden i ansigtet i den tro at det har en positiv virkning på huden. Børge efterprøver teorien, dog uden synlig bedring.
En uge før vi kom hertil, åbnede centrets helt nye hal med moderne badefaciliteter, souvenir-shop og restaurant. Samtidigt er søen udvidet, så der er mere plads til de mange gæster. Det hele fungerer som en normal svømmehal, når man ser bort fra at det varme vand damper vildt i den 10 grader kolde, blæsende og særdeles regnfyldte gråvejrsdag. Det er kolde, tunge regndråber, der plasker ned i vandet som en omvendt jacuzzi, men vandet er helt vidunderligt varmt.
Det bliver til et par sjove timer i den kunstige stengrotte, hvor vi diskuterer passerende folk og pjatter i vand. Det er egentligt pudsigt at vi næsten har talt engelsk på hele turen, idet Hagen og de tyske piger har været omkring. Og islændingene vil generelt hellere høre vores engelsk, fremfor noget andet. Og det på trods af, at de fleste islændinge faktisk forstår dansk, da alle har det et par år i skolen. De unge hader det, som vi hader tysk, og undervises alene i dansk for at holde kontakt til Skandinavien. Til gengæld taler mange midaldrende og ældre islændinge meget gerne dansk.
Regnen blæser fortsat ned, da vi forlader centret ved klokken 16. Der er mange, der skal til "Reykjavík", så en lille ekstrabus er indsat. vi overtaler chaufføren til at sætte os af i "Hafnarfirdi" lidt syd for "Reykjavík". Vi skal ind og se en Titanic-udstilling arrangeret af bystyret i Belfast, hvor skuden jo i sin tid blev bygget.
Undervejs undersøger jeg rutinemæssigt mit kamera. I "Blue Lagoon" var vi meget imponerede over deres computerstyrede låsesystem på skabene i omklædningsrummet. Det er jeg knapt så meget nu. Da jeg kørte armbåndet med microchippen over computeren, åbnede min skabslåge automatisk en meter fra mig og ud væltede min kamerataske. Alt hvad jeg nåede at gøre, var at se at tasken ramte gulvet. Resultatet er trist. Objektivet er knækket i fatningen og kan ikke limes. Det bliver lige kr. 1.500 oveni i turens budget. Surt. Også surt at jeg ikke kan tage flere billeder på turen. Så er det jo heldigt at det sker dagen før, vi skal hjem og ironisk at det skal ske på denne måde, taget i betragtning at mit kamera ellers har fået rigtigt mange "tærsk" på ture i Thailand, Norge, Sverige, England, Færøerne og nu i "Blue Lagoon".
Titanic-udstillingen er både interessant og lidt skuffende, de kr. 80,- taget i betragtning. Men vi ser mange gode fotos fra byggeriet af de 3 søsterskibe Titanic, Olympic og Brittania. Vi fornemmer virkelig det utroligt store byggeri, de helt moderne dampturbiner og krumtappe i en størrelse, der næsten er ubegribelig. 29 Dampovne genererede 72.000 hk!
Der findes også eksempler på den porcelæn, der var ombord. Vinglas, Whiskey-glas og bestik, alt med White Star logo malet eller slebet ind. Det virker fantastisk at stå her med et rødvinsglas, som dem passagerne ombord drak af for 87 år siden. På en måde menneskeliggør dette glas hele atmosfæren, historien og filmen. Det gør Titanic-katastrofen nærværende, at folk har nydt vin af glasset, med tankerne om Frihedsgudinden, New York og de mange muligheder og drømme i hovedet.
Ellers bød udstillingen kun på få perler, såsom en original souvenirbog fra skibet - i en glasmontre - samt avisforsider fra dagen derpå og forklarende computeranimationer. I restauranten står et TV i hjørnet, hvor filmen bliver vist på video - uden så meget som et stereoanlæg, endsige surround-sound eller widescreen - ren hjemmevideo. Det er lidt fattigt.
Vi forlader udstillingen, køber ind i det nærliggende supermarked og chokeres endnu engang over priserne på frugt og grønt. Prisniveauet er højt, men også meget varierende på de forskellige varer. Deres egne is og sandwiches koster det samme som i Danmark. Det gør Mars, Snickers og Coca-Cola også, hvorimod en Magnum-is koster kr. 22,- og et blomkål nærmer sig 60-70 kroner.
Regnen er stoppet da vi når "Reykjavík" og vi får lavet frugtsuppe til aften. Vejrudsigten siger regn til morgen, så vi beslutter os for at bruge fredagen i "Reykjavík" på museum og bytur og måske tage til altinget i "Pingvillír" på lørdag, hvis vejret tillader det.