Onsdag, den 21. juli 1999
Pyha, det er godt nok varmt i teltet. Martin må ud og have luft og undrer sig endnu engang over at have fået tærsk af mig i nat. "Så meget snorker jeg da ikke!", siger han. Men det gør han. Vinden har lagt sig og solen viser muskler i dag. Med tunge hoveder og søvn i øjnene bevæger vi os op i pool'en og "hmmm" - det er bare skæppeskønt.
Varmt og koldt vand mixes og der er næsten ingen svovllugt at spore. Et sødt ungt fransk par romantiserer overfor os i pool'en, hvilket giver den unge franskmand et lidt pinligt problem. Han må sætte sig under den kolde slange til afkøling, efter hans smukke hustru har pillet og nusset vel meget. Vi tre fyre er nu alligevel lidt misundelige på ham. Tre friske krudtugler af nogle unger, har en herlig stund mens nytilkomne turister kommer gående forbi, pakket ind i Gore-tex og uldsweaters. De kigger vandtro på os vikinger i bar mave, men de ved vel ikke bedre.
Vi kommer planmæssigt med bussen i nu strålende solskin. Turen er lang og varm. Faktisk er der nu 18 grader, hvilket gør dagen til den varmeste vi har haft på turen. Vi stopper undervejs ved "Gullfoss", hvor jeg falder i snak med en kvindelig norsk violinist. Hun har opholdt sig på Island i 3 uger og har naturligvis medbragt sin violin. Hun er ret godt informeret om Island, idet hun under hele turen har opholdt sig hos private venner og fortæller os blandt andet at Gullfoss i øjeblikket har meget brunligt vand, der skyldes at gletcheren i disse uger presser meget jord ud i floden. Bussen fortsætter og stopper ved "Geysir".
Selve "Geysir" er ikke længere aktiv, men lige ved siden af er flere forskellige springkilder ret så aktive. Den oprindelige "Geysir", der har navngivet dette forunderlige narturfænomen var meget kraftig og kunne i starten af dette århundrede kaste en vandsøjle 60 meter op i luften. Den største aktive geysir hedder i dag "Strukkur". Den viser glad, hvad dette her går ud på og smider med lethed en vandsøjle 20 meter op i luften. Det er fascinerende at se vandet arbejde og pludselig vælte op med en utrolig kraft, op til flere gange lige efter hinanden. Vandsøjlen kommer meget konsekvent med 10 minutters interval, så jeg får taget nogle gode fotos.
Vi fortsætter den varme bustur, hvor jeg taler med violinisten, der kommer med gode råd og vejledning omkring vort ophold i "Reykjavík". Det har hun styr på. Det er også hende, der pludselig udpeger vulkanen "Hekla" for os i det fjerne - en helt fantastisk vulkan, der majestætisk rejser sig sneklædt i horisonten. Vi passerer "Selfoss", der er en by bygget rundt om et floddelta. Det virker meget stærkt og utroligt flot med al det rindende vand. Faktisk meget kraftigt strømmende vand. Klokken er hen ad 18.30 da vi arriverer til BSI-Terminalen for langdistance ruterne, hvor vi tager afsked med violinisten og bevæger os mod bybusserne. Det lykkes hurtigt for os at nå campingpladsen og det nærliggende vandrehjem, hvor de tyske piger tager ind.
Efter endnu engang at have charmeret/frustreret en kvindelig campingguide og nasset kaffe af termokande, får vi teltet sat op og mad lavet. Hagen og vi 3 går en lang tur i den fantastiske aftensol. Langs havnefronten kan vi tydeligt se "Snæfellsjökull"-gletcheren, der rejser sig i horisonten. Hagen finder afstanden med sin GPS og vi andre synker engang, da tallet 120 km lyser frem på LCD-displayet. Her er god sigt. "Snæfellsjökull" var her Jules Vernes eventyrer startede deres "Rejse til jordens indre" - den ville vi godt besøge, men det må blive næste gang.
Luften er bare ren og sigten utrolig. Ingen skorstene, kun luften fra de hurtigkørende bilers udstødning. Vi fortsætter ned til stålskulpturen af det vikingeskib, der står stolt og flot som en hyldest til de første bosættere. Her kommer unge islandske teenagere og hænger ud, mens de ser solnedgangen. Det kan vi godt forstå. For en gangs skyld har jeg ikke kameraet med og fortryder straks. Bag os ligger det uanseelige hvide træhus, hvor topmødet mellem USA og Sovjet fandt sted. Lidt uvirkeligt - det ligner jo bare et helt almindeligt hus.
Mens vi fortsætter ind på gågaden, drøfter vi byens struktur, der er helt unik. Vi går i verdens nordligste og nok også mindste hovedstad med kun 160.000 indbyggere. Alligevel synes byen ret stor. Det skyldes til dels at der er store grønne arealer rundt omkring. Huse er bygget med en del mellemrum og indimellem er her storhed i arkitektur. Flotte internationale kunstværker, såsom restauranten "Perlen" på toppen af byens vandreservoir og naturligvis domkirken, der er udformet som et tårn med flydende lava. Skylinen er flot, domineret af hvide profiler, grønne, blå og røde tag samt bjerget "Esja" og den moderne havnefront. Men også huse beklædt med blik, afskallet maling og farveløst træ. Klimaet er hårdt og koldt, hvilket også præger bybilledet
Folk går vandreture, mens de unge islandske "Brian'er" får brændt gummi af, ved overraskende hasarderet kørsel. Lidt sjov skal de jo ha'. I gågaden passerer vi mange danske butikker og en biograf med nye film, vi endnu ikke har hørt om. Vi erindrer at Island er formet med stor amerikansk indflydelse, hvilket også ses i udvalget af biler og det amerikansk-lignende politi med sheriff-stjerne og store Harley-Davidson motorcykler.
Nåja, en lille forskel er der. Islandsk politi bærer ikke våben! Men, siden 2. verdenskrig har her været en NATO-base. Den skulle kun være til stede under krigen, men amerikanerne besluttede at blive. Ikke til islændingenes udelte begejstring. Da vi talte med Martin i "Akureyrí" om det, fortalte han at amerikanerne keder sig i dag. Efter den kolde krig har basen ikke den samme strategiske betydning og er blevet beskåret en del. Mange islændinge anser den for betydningsløs og forventer nok at den indskrænkes eller forsvinder. Der er dog ingen tvivl om at USA's tilstedeværelse har præget udviklingen og været økonomisk gavnlig for Island og øens infrastruktur.
Det bliver sent inden vi kryber til køjs, med et smil om læben og en tak for turens flotteste og helt usædvanlige dejlige solskinsdag.